Esben Lunde får anbefalinger om videnskabelig uredelighed
Forskningsministeren har fået 12 anbefalinger til et nyt system for håndtering af videnskabelig uredelighed.
Siden februar har et ekspertudvalg gransket det danske system for håndteringen af videnskabelig uredelighed. Det er der kommet 12 konkrete anbefalinger ud af, som nu er blevet lagt på uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens (V) bord.
Eftersynet blev sat i værk efter flere uredelighedssager og med ønsket om "en øget opmærksomhed på forskningsintegritet" i Danmark.
Rapporten giver ifølge professor Jens Oddershede, der har stået i spidsen for ekspertudvalget, et solidt grundlag for de videre politiske drøftelser af et nyt system:
- Vi mener, at det er afgørende, at vi får et fremtidigt system med klare definitioner af roller og ansvar, som har legitimitet og opnår accept i brede kredse i forskningsverdenen, siger han i en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Blandt andet lyder anbefalingerne, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed selv skal kunne tage sager op. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen takker for ekspertudvalgets arbejde:
- Jeg glæder mig til at se nærmere på udvalgets anbefalinger, og jeg vil lægge op til, at vi får en bred og grundig debat om udvalgets forslag, siger ministeren i pressemeddelelsen.
Esben Lunde Larsen har selv en sag om plagiat hængende over hovedet.
Fredag oplyste praksisudvalget på Københavns Universitet, at man undersøger ministerens ph.d.-afhandling, efter at der er blevet fundet fem eksempler på plagiat og selvplagiat.
Esben Lunde Larsen bad selv i november fakultetet om at undersøge afhandlingen, fordi han ville have sat en stopper for de "udokumenterede rygter".
- Jeg har ikke bevidst forsøgt at hverken snyde eller plagiere. Jeg er helt uforstående over for de rygter, der kører, udtalte ministeren ved samme lejlighed.
Hvad angår de 12 anbefalinger fra ekspertudvalget kan man indsende skriftlige bemærkninger til rapporten frem til 1. marts 2016.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned