Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) tager fejl, når han mener, han kan nedlægge Forsvarskommandoen uden først at få grønt lys fra partierne bag forsvarsforliget.
Det siger den konservative forsvarsordfører, Lene Espersen, efter at ministeren har fremlagt planer om en besparelsesmanøvre, der ender med, at forsvarsledelsen fremover kommer til at referere direkte til departementschefen.
- Enevælden er altså afskaffet, og ministeren kan ikke træffe beslutninger om sådan noget selv. Vi har et forsvarsforlig, og hvis der skal være forandringer i forsvaret, så skal der være enighed om det i forligskredsen, siger Lene Espersen til Ritzau.
- Det er formalia, men det er dårlig forligsskik bare at melde noget ud og så sende et brev til ordførerne, uddyber hun.
De Konservative er i lighed med Venstre og Dansk Folkeparti modstandere af de planlagte strukturændringer, blandt andet fordi de signalerer en mistillid til forsvarets ledelse, som der ikke længere er grundlag for.
Espersen hæfter sig ved, at forsvaret nu har fået styr på økonomien og har taget kritikken til sig efter hyppige overskridelser af budgettet.
- Han indretter ministeriet for at finde nogle penge til besparelser, og det har konsekvenser i forhold til forsvarsforliget, hvor vi har afsat penge og besluttet os til, hvordan de skal bruges, siger Lene Espersen.
Hun afviser blankt, at det kan komme på tale at gennemføre strukturændringerne, inden det nuværende forlig ophører i 2015.
- Alle væsentlige forandringer i forsvaret er noget, man skal være enige om, og man må sige, at det her er en stor forandring.
- Så det kan han ikke. Det er forligsstof, og det vil Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti også meddele ham i dag, lyder det fra Lene Espersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned