Espersen: Krigsskib skal blive ved Somalia

Først skulle det danske krigsskib Esbern Snare hjem, men nu skal det efter regeringens opfattelse alligevel blive i Aden Bugten ud for Somalias kyst.

Få timer efter at forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) sagde, at skibet skulle hjem, uanset at en dansk familie er taget som gidsler af pirater i området, kommer det stik modsatte signal nu fra udenrigsminister Lene Espersen (K).

- Det er klart, at jeg synes, det giver god mening, at det skal blive i området, som situationen har udviklet sig. Men det kan regeringen ikke tage stilling til alene, der skal regeringen rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn. Og det vil regeringen naturligvis gøre, siger Lene Espersen.

Lene Espersen oplyser, at hun vil rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn tirsdag i den kommende uge.

Udenrigsministeren afviser, at de modsatrettede signaler skyldes uenighed i regeringen. Der er tale om en misforståelse, siger hun:

- Vi er fuldstændig enige, og der har været en tæt koordinering mellem Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. Så derfor er det på vegne af en enig regering, at jeg klart kan sige, at vi vil arbejde for at forlænge tilstedeværelsen i Aden Bugten.

Misforståelsen er angiveligt opstået derved, at det politiske mandat, skibets tilstedeværelse bygger på, er udløbet. Og indtil et nyt mandat er på plads, kan regeringen ikke på egen hånd lade det blive.

- Det skal vi rådføre os med udenrigspolitisk nævn om. Og det har forsvarsministeren også været ude at præcisere. Men det er væsentligt for mig at få understreget, at med den situation, der er opstået, synes jeg, det giver meget god mening lige at trykke på pauseknappen og vurdere, om ikke der er god mening i at forlænge Esbern Snares mandat, siger hun.

Ni danskere er lige nu holdt som gidsler af somaliske pirater. Senest blev en sejlbåd med syv om bord kapret i området.

/ritzau/

Udenrigsministeren vil lade Esbern Snare blive i Aden Bugten, trods forsvarsministerens ord om det modsatte.

Offentliggjort Sidst opdateret