Espersen tavs om konservativt svigt

Den konservative leder Lene Espersen afviser mandag at forholde sig til de opsigtvækkende meldinger, som gruppeformand og politisk ordfører Henriette Kjær søndag udtalte til Politiken.

Som reaktion på intern kritik fra de tidligere ministre Torben Rechendorff og Kent Kirk erkendte Henriette Kjær, at den konservative krise i meningsmålingerne ikke kun hænger sammen med partiformandens rejsesag. De konservative har også svigtet politiske mærkesager.

- Vi har gjort meget for, at samarbejdet i regeringen skal fungere, og dermed har vi også vinket farvel til noget af det, som har betydet meget for os. Det har slidt på os, og det er klart, at nogle af vores vælgere er skuffede over det. Grænsen er ved at være nået, sagde Henriette Kjær til Politiken.

Regeringen var mandag morgen samlet til ministermøde hos Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet.

Ritzau spurgte efterfølgende udenrigsminister Lene Espersen, om hun havde en kommentar til Henriette Kjærs udtalelser.

- Nej, jeg har ikke tid, lød det, inden hun hastede videre til sin ministerbil.

De Konservative holder onsdag pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

I en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau fik De Konservative søndag en tilslutning på 7,8 procent. Det er en tilbagegang på 2,6 procentpoint i forhold til valget i 2007, hvilket koster fire pladser i Folketinget.

/ritzau/

Gruppeformand hos K, Henriette Kjær, mener, at partiet har svigtet konservative mærkesager. Lene Espersen er mandag tavs om emnet.

Offentliggjort Sidst opdateret