Et parti vil foreløbigt lade Grønland blive under Danmarks vinger
Aqqalu Jerimiassen er formand for Atassut, som har været en del af det grønlandske partisystem siden 1970'erne. (Arkivfoto). Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
Som det eneste af de fem partier i Grønlands parlament er Atassut ifølge sit principprogram imod løsrivelse fra Danmark. Partiets formand bløder dog lidt op.
Mens valget til Inatsisartut, Grønlands parlament, nærmer sig, er spørgsmålet om, hvorvidt Grønland skal forblive en del af det danske rigsfællesskab, landet i toppen af den politiske dagsorden.
Fire af de nuværende fem partier i det grønlandske parlament arbejder for, at Grønland på et tidspunkt løsriver sig fra kongeriget Danmark.
Men ét parti trækker i bremsen på selvstændighedsspørgsmålet, og det er det liberalkonservative parti Atassut med Aqqalu C. Jerimiassen i spidsen.
I sit principprogram skriver partiet:
- Da der altid følger ansvar med frihed, finder vi det ikke ansvarligt at løsrive sig fra et land, hvor forholdet i forvejen fungerer godt og solidt.
Annonce
Atassut er dog ikke afvisende for, at selvstændighed en dag kan være en løsning for Grønland, fortæller Aqqalu C. Jerimiassen. Faktisk mener Atassut, at det vil være det rigtige for landet på sigt.
- Som udgangspunkt er vi ikke imod selvstændighed. Vi står for det selvstændige menneske. Alt skal bygges fra fundamentet. Der er masser af arbejde, der skal gøres, før vi er klar til selvstændighed.
Borgerne i Grønland skal til valg 11. marts. (Arkivfoto). Foto: Hans Meineche/Ritzau Scanpix
- Vi mener, at Grønland på sigt bør være selvstændigt. Indtil den dag skal vi være realistiske og forstærke vores samarbejde i rigsfællesskabet, siger han.
Debatten om grønlandsk selvstændighed blussede op, da USA's præsident, Donald Trump, kort før jul proklamerede, at han ville have amerikansk ejerskab og kontrol over Grønland. Få uger senere gentog han ønsket.
Atassut har intet ønske om eventuelt at blive USA's 51. stat.
- Trump og for den sags skyld andre nationer må for hver en pris ikke overtage Grønland. Men vi er åbne for samarbejde med USA i forhold til handel og forsvar, lyder det fra Aqqalu C. Jerimiassen.
Atassut er et af Grønlands tre oprindelige partier sammen med de nuværende regeringspartier Inuit Ataqatigiit (IA) og Siumut. Det er gået fra at være stort i 1970'erne og 80'erne til i dag at være det mindste parti i parlamentet.
Så partiet og dets syn på Grønlands forhold til Danmark spiller en mindre rolle i dag, forklarer Rasmus Leander Nielsen, der er lektor og centerleder for Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Grønlands Universitet.
- Man bliver i disse år ikke en stemmesluger af at gå ind for rigsfællesskabet på samme måde, som man gjorde i 1970'erne, siger Rasmus Leander Nielsen.
At der var større opbakning til rigsfællesskabet i Grønland blandt vælgerne for 50 år siden, hang blandt andet sammen med, at der boede flere danskere i Grønland, end der gør i dag, vurderer han.
Annonce
- Og det er ikke mit indtryk, at spørgsmålet om selvstændighed er afgørende for, hvor de danskere, der i dag bor i Grønland, sætter deres kryds.
- Desuden var der en opbygning hen imod hjemmestyret i 1970'erne, så det var en anden tid, siger Rasmus Leander Nielsen.
Hjemmestyret blev indført i 1979, og med det tog Grønland det første store skridt hen imod mere selvbestemmelse. Med hjemmestyret fik Grønland blandt andet sit eget parlament, det daværende Landsting.
Ved valget til Inatsisartut i 2021 slog det relativt nye socialliberale parti Samarbejdspartiet sig op på rigsfællesskabsdagsordenen. Partiet var ligesom Atassut for, at Grønland foreløbigt forbliver en del af Danmark.
Men Samarbejdspartiet fik blot 376 stemmer (1,4 procent af alle stemmer) og røg ud af Inatsisartut efter bare én valgperiode. Dermed stod Atassut tilbage som eneste parti, der var erklæret tilhænger af rigsfællesskabet.
Atassut fik 1878 stemmer (6,9 procent) og fik valgt to kandidater ind - formand Aqqalu C. Jerimiassen og næstformand Bentiaraq Ottosen.
/ritzau/
Grønlændere skal selv vælge selvstændighed
* Det er ifølge Selvstyreloven grønlænderne selv, der skal beslutte, om Grønland skal være selvstændigt. Konkret skal det grønlandske parlament, Inatsisartut, nå frem til en beslutning om, at Grønland skal være selvstændigt.
* Af Selvstyrelovens paragraf 21 fremgår det, at der efter sådan en beslutning følger forhandlinger mellem den danske og grønlandske regering om, under hvilke vilkår Grønland skal træde ud af rigsfællesskabet.
* Aftalen om selvstændighed kræver samtykke fra det grønlandske parlament, og den skal desuden godkendes ved en folkeafstemning i Grønland.
* Også Folketinget i Danmark skal give grønt lys til aftalen.
Kilde: Lov om Grønlands Selvstyre.
/ritzau/
Partiernes syn på Grønlands selvstændighed
* Fem partier er i dag repræsenteret i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Det er IA (Inuit Ataqatigiit), Siumut, Naleraq, Demokraterne (Demokraatit) og Atassut.
* Regeringspartiet IA "arbejder for et økonomisk og politisk selvstændigt Grønland, der ledes ud fra principperne om bæredygtighed", som der står i dets principprogram.
* Grønlands andet regeringsparti, Siumut, har som målsætning, at Grønland bliver en selvstændig stat, og at Grønland bliver samfundsøkonomisk "selvbærende".
* Naleraq går ind for en hurtig grønlandsk selvstændighed.
* Demokraterne mener, at Grønland skal have så meget selvbestemmelse som muligt. De første skridt er at få overblik over, hvad det kræver af økonomi og kompetencer at hjemtage ansvarsområder fra Danmark.
* Atassut blev grundlagt blandt andet for at "modarbejde løsrivelse fra det danske rige". Målet er indtil videre samhørighed inden for rigsfællesskabets rammer.
Seneste artikler
Mike, Cecilie og Peter støttede op om nyt pride-initiativ
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Regnbue Bar fyldte Markedshallen: - Nu må vi kun lukke fem mere ind
Værested afholdt loppemarked: - Om man går i jakkesæt eller kun lige har til dagen og vejen, vil vi gerne hjælpe
Deler gratis spande ud for at undgå tilstoppede toiletter
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde