De første to dages forhandlinger på FN's klimatopmøde i København har ikke budt på nogen ubehagelige overraskelser, siger Sveriges chefforhandler, Anders Turesson.
Sverige står i spidsen for EU og repræsenterer de 27 medlemslande i forhandlingerne.
- Der har ikke været store overraskelser. Næsten alle industrilande har lagt fremtidige reduktionsmål på bordet, og også udviklingslandene har bidraget positivt, siger svenskeren.
Han påpeger dog, at landenes samlede forpligtelser stadig er for lave i forhold til videnskabens anbefalinger om en global reduktion af drivhusgasser på 25-40 procent i 2020.
Det er nødvendigt, hvis Jordens fremtidige gennemsnitstemperatur skal holdes under to grader.
- Hvis man lægger dem (reduktionerne, red.) sammen, så er det ikke nok til at overholde to graders målet. Og det er selvfølgelig et problem, som vi må forsøge at løse her i København, siger Anders Turesson.
Han opfordrer repræsentanterne for de 193 deltagende lande til at fortsætte forhandlingerne i et positivt spor.
- Det er vigtigt, at alle lande nu leverer en ambitiøs klimaindsats, påpeger den svenske chefforhandler.
Også EU-Kommissionens chefforhandler, Artur Runge-Metzger, noterer sig, at forhandlingerne indtil videre er forløbet fredeligt.
- Vi er kun halvanden dag inde i forhandlingerne og kan endnu ikke sige, om der er sket fremskridt. Men vi har ikke haft nogen, der er udvandret, og det lader til, at alle er meget ivrige efter at få løftet denne opgave, konstaterer Artur Runge-Metzger.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned