EU-budgetkompromis er på plads i Bruxelles

Fire en halv måned efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes europæiske kolleger kæmpede sig frem til enighed om rammerne for EU's budget for de næste syv år, er budgettet nu også faldet i hak med Europaparlamentet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forhandlere fra det irske EU-formandskab har onsdag på vegne af medlemslandene forhandlet en aftale på plads med EU-Parlamentet, hvis forhandlere har stået stejlt på at få mere indflydelse på milliardbudgettet.

Medlemslandenes chefforhandler, den irske udenrigsminister Eamon Gilmore, siger på vej ud fra forhandlingerne, at der er givet indrømmelser på alle de fire punkter, parlamentets forhandlere har stået stejlt på.

- Det er en god dag for Europa. Det har været en lang serie forhandlinger, og jeg er tilfreds med resultatet, siger Gilmore, der beskriver kompromisset med parlamentets forhandlere som "en afbalanceret pakke".

Der bliver ikke pillet ved selve tallene i den overordnede budgetramme med forpligtelser på 960 milliarder euro for perioden 2014 til 2020. Den danske EU-rabat på en milliard kroner om året bliver heller ikke ændret.

Som noget nyt i forhold til topmødeaftalen fra februar bliver der nu indført en halvvejsrevision af budgettet i 2016.

Mest afgørende i forhandlingernes sidste timer har ifølge Ritzaus oplysninger været parlamentets stærke krav om at få indført mere fleksibilitet, så det i højere grad blev muligt at overføre penge fra ét år til det næste.

Parlamentets forhandlere har ikke været tilfredse med det irske formandskabs forslag om, at det højst kunne dreje sig om fire milliarder euro.

Udenrigsminister Gilmore siger, at der i stedet er fundet "en anden, ret detaljeret formel", som han ikke umiddelbart ønsker at beskrive nærmere.

Derudover har parlamentarikerne også stået hårdt på, at EU fremover skal have flere "egne ressourcer", hvilket er et oplæg til flere skatter frem for det nuværende kontingentbaserede budget.

Det bliver nu op til trepartsforhandlinger mellem EU-Kommissionen, medlemslandene og parlamentet at fortsætte dén diskussion.

Endelig har EU-Parlamentets forhandlere kædet forhandlingerne om langtidsbudgettet sammen med en strid om, hvor mange ekstra penge der skal til for at få budgettet for indeværende år til at løbe rundt.

Aftalen skal i købet af de næste uger godkendes af både medlemslandene og det samlede parlament, før man for alvor kan få gang i det møjsommelige lovarbejde, der skal til, for at man faktisk kan begynde at udbetale penge fra budgettet fra årsskiftet.

/ritzau/