EU: Danmark skal sænke underskud i 2013

Danmark har tidligere været en mønsterelev i EU-klassen med solide overskud på budgettet. Men sammen med Cypern og Finland er Danmark nu kommet med i gruppen af EU-lande med budgetproblemer.

Derfor skal Danmark kæmpe sig tilbage til en økonomi, som EU-Kommissionen kan acceptere.

Det mener Kommissionen, der for første gang er klar med en deadline for, hvornår Danmark igen skal leve op til EU's budgetregler. Den deadline bliver i 2013.

Kommissionen understreger, at Danmark bør starte besparelserne næste år og stile mod en årlig forbedring af den strukturelle saldo på 0,5 procent.

EU's finansministre skal vedtage den endelige deadline på et møde i juli, men anbefalingen fra kommissionen er et solidt pejlemærke.

- Kommissionen anbefaler, at Rådet fastsætter en deadline i 2013 for korrektion med en begyndende budgetkonsolidering i 2011. Især bør Danmark implementere de finansielle foranstaltninger i 2010 som planlagt og sikre en årlig strukturel tilpasning på 0,5 procent af BNP i perioden 2011-2013, skriver kommissionen i en meddelelse.

- Indtrædelsen i proceduren for uforholdsmæssigt store underskud for disse lande, der indtil for nylig havde overskud, viser omfanget af den økonomiske og finansielle krise, vi har været igennem, siger EU's økonomikommissær, Olli Rehn.

- Nu er det tid til at fokusere på at vende tilbage til sunde offentlige finanser, fortsætter han.

Ifølge EU's budgetregler må et land højst have et underskud på tre procent af bruttonationalproduktet (BNP). Men i Danmark ventes underskuddet i år at komme op på 5,4 procent af BNP.

Kommissionens oplæg er præcis som ventet hos den danske regering, der med den omdiskuterede genopretningsplan satser på at leve op til EU's deadline.

I modsætning til eurolandene kan Danmark dog ikke straffes, hvis vi ikke lever op til EU's anbefalinger om at sænke budgetunderskuddet.

/ritzau/

EU-Kommissionen vil fastsætte 2013 som deadline for, at Danmark igen skal leve op til EU's regler om et budgetunderskud på højst tre procent af BNP.

Offentliggjort Sidst opdateret