EU-Domstolen antyder: Grænser for landes generøsitet
EU-Domstolen kan senere i år træffe en afgørelse, der gør det klart, at der er grænser for, hvor generøse de enkelte EU-lande skal være med deres velfærdsydelser over for borgere fra andre EU-lande.
Domstolens generaladvokat, der altid kommer med sin vurdering inden, der bliver afsagt en endelig dom, vurderer i hvert fald en konkret tysk sag sådan, at Tyskland er i sin gode ret til at nægte at udbetale kontanthjælp til en rumænsk kvinde og hendes søn.
Kvinden har ingen uddannelse og har aldrig været i arbejde hverken i Rumænien eller i Tyskland. Hun og hendes tyskfødte søn har i flere år boet i en lejlighed i Leipzig betalt af kvindens søster, som også har sørget for den lille families forplejning.
Ifølge domstolens oplysninger er hun tilsyneladende ikke kommet til Tyskland for at søge arbejde, og hun synes heller ikke at gøre noget for at finde et.
Generaladvokat Melchior Wathelet mener, at den sociale ret i Leipzig i den helt særlige sag vil være helt på linje med EU-retten, hvis den giver det lokale jobcenter medhold i, at kvinden og hendes søn ikke skal have udbetalt den særlige tyske grundsikringsydelse til arbejdssøgende.
Den tyske ydelse, der i nogen grad svarer til dansk kontanthjælp, er rettet mod at sikre, at man kan føre et menneskeværdigt liv ved at dække grundlæggende behov samt behov for indkvartering og varme.
Men ifølge tysk ret gælder ydelsen ikke folk, der kommer til Tyskland alene for at modtage kontanthjælp eller for at lede efter arbejde.
Generaladvokaten henviser i sin vurdering til, at EU-retten giver unionsborgere og deres familiemedlemmer ret til at opholde sig i et andet EU-land i op til tre måneder, så længe de ikke bliver en urimelig byrde for opholdslandets sociale system.
Og hvis de vil blive længere end tre måneder, skal de selv have penge nok til at sørge for, at de ikke ligger opholdslandet til byrde.
EU-Domstolen er ikke forpligtet til at følge generaladvokatens anbefaling, når den tager formel stilling til sagen senere i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker