EU-Domstolen: Tvangs-pension var ikke i orden
Selvom en tjenestemand er fyldt 65 år, kan han eller hun ikke tvinges på pension i tilfælde af fyring. Det konkluderer EU-Domstolen torsdag på baggrund af en konkret, dansk sag.
Domstolens udmelding ligner en underkendelse af de danske regler om, at en fyret tjenestemand over 65 år ikke kan få den såkaldte rådighedsløn i op til tre år på linje med yngre kolleger.
Ifølge domstolen vil det være i strid med EU's beskæftigelsesdirektiv, der forbyder diskrimination på baggrund af alder.
Ud over muligheden for at tvinge fyrede medarbejdere på pension har de danske regler også gjort ældre tjenestemænd billigere at fyre, da ansatte over 62 år ikke skulle have rådighedsløn så længe som en yngre ansat.
Kernen i sagen er en dansk 66-årig tjenestemand, hvis stilling blev nedlagt. Han fik på grund af sin alder ikke rådighedsløn, selvom han ikke ønskede at blive pensioneret.
Men det er altså i strid med EU-direktivet, konkluderer EU-Domstolen.
Kendelsen kan gå hen og blive voldsomt dyr for den danske stat, vurderer fagforeningen Djøf, der har ført sagen på vegne af den fyrede tjenestemand, og som ser på kendelsen med "stor tilfredshed".
Alene i Djøf, der organiserer jurister og økonomer, afventer knap 60 sager udfaldet af en endelig dansk dom. Andre faglige organisationer har tilsvarende sager liggende.
Djøf tabte sagen i Østre Landsret og ankede til Højesteret, som bad om EU-Domstolens vurdering.
Med udmeldingen fra EU-Domstolen skal sagen nu tilbage i Højesteret, der skal tage stilling til den konkrete sag, der kan gå hen og få principiel karakter.
Sagen kan få betydning for mange andre ældre tjenestemænd, der er blevet afskediget på grund af stillingsnedlæggelser.
Den konkrete sag om den 66-årige tjenestemand ventes at blive behandlet i Højesteret i februar 2014.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde