EU-enighed om bilers CO2-udledning
Forhandlere fra EU-Parlamentet er efter et langt forhandlingsforløb blevet enige om en aftale for reduktion af bilers CO2-udledning.
Det oplyser EU-Parlamentet tirsdag aften i en pressemeddelelse.
Aftalen er foreløbig kun en uformel politisk aftale mellem forhandlere fra parlamentets miljøudvalg og fra det litauiske EU-formandskab. Den skal godkendes af medlemslandene i EU's ministerråd og af det samlede parlament, før den kan træde i kraft.
Den nye aftale sætter grænsen for CO2-udledning for biler til 95 gram per kilometer fra slutningen af 2020.
Der var oprindeligt indgået en aftale allerede i juni, men Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, trak i sidste øjeblik nødbremsen og fik udskudt den endelige godkendelse og sat gang i en ny runde forhandlinger.
Danmark og Italien er blandt de lande, der har presset mest på for at få aftalen igennem - og holde fast i de skrappe krav.
Tyskland forsøgte af hensyn til de store tyske bilfabrikker, der typisk producerer store biler med høj CO2-udledning, at få gennemført nedtrapningen over fire år til 2014.
Ifølge tirsdag aftens kompromis skal indfasningen kun løbe over ét år.
Til gengæld er der en række andre indrømmelser til producenterne af de store, mere forurenende biler.
Blandt andet så de får en form for rabat på kravene - såkaldte superkreditter - hvis de også producerer mindre forurenende biler som for eksempel el-biler.
Den litauiske chefforhandler, ambassadør Arunas Vinciunas, siger til nyhedsbureauet Reuters, at der er fundet "en meget skrøbelig balance" mellem de forskellige interesser.
Kompromisset vil blive forelagt de 28 EU-landes ambassadører på et møde i Bruxelles på fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned