EU er klar til nye budgetforhandlinger

EU er klar til at gøre et nyt forsøg på at få godkendt et budget for unionen for næste år. Blot 11 dage efter at budgetforhandlingerne mellem EU-Parlamentet og de 27 medlemslande brød sammen, har EU-Kommissionen fremlagt et nyt budgetforslag.

Det nye forslag holder sig til en stigning i næste års EU-budget på 2,9 procent, hvilket parlamentet og medlemslandene allerede er blevet enige om at acceptere.

Samtidig forsøger kommissionen at tage højde for de politiske krav, som parlamentet har stillet i forbindelse med budgetforhandlingerne.

- Budgettet bør kunne godkendes inden jul, så vi sender en god julehilsen til hele unionen, siger EU's budgetkommissær, Janusz Lewandowski.

Også EU-Parlamentets formand, Jerzy Buzek, udtrykte tidligere på ugen optimisme omkring at nå en aftale inden årsskiftet.

Bølgerne gik ellers højt mellem EU-institutionerne efter sammenbruddet i budgetforhandlingerne for 11 dage siden.

Mens finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) beskyldte parlamentet for at tage budgettet som gidsel i et forsøg på at få mere politisk magt, langede både Buzek og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, ud efter Danmark og andre medlemslande, der blokerede for en aftale.

Den genfundne optimisme kommer efter, at medlemslandene har accepteret parlamentets krav om større fleksibilitet til at flytte rundt på budgettet. De største udeståender er dermed parlamentets ønske om mere indflydelse på de langsigtede budgetter og EU's egne indtægtskilder.

Hvis EU-institutionerne ikke bliver enige om et budget inden årets udgang, så vil de blive tvunget til at operere på et måned-til-måned budget baseret på tallene for 2010.

Og det kan skabe store problemer for medlemslandene, advarer budgetkommissæren.

- Vi vil nødigt forværre den økonomiske situation i nogle medlemslande yderligere ved ikke at være i stand til at kompensere dem for for eksempel landbrugsudbetalinger, siger Lewandowski.

/ritzau/

Nyt forslag fra EU-Kommissionen er sidste chance for at få EU's budget for 2011 godkendt inden årsskiftet.

Offentliggjort Sidst opdateret