EU går nølende med til klimaerklæring

EU fik langt fra den klimaaftale med hjem fra København, som man havde håbet.

Det bliver fremhævet af en tydelig resigneret EU-delegation bestående af EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og den svenske statsminister og EU-formand, Fredrik Reinfeldt.

- Vi kom her for at lægge positiv energi i forhandlingerne. Lad os være ærlige at sige, at dette ikke er en perfekt aftale. Det her vil ikke løse klimatruslen, siger Reinfeldt.

Heller ikke den portugisiske kommissionsformand er tilfreds, men i sidste ende var et lille skridt frem bedre end slet ingen aftale, fremfører han.

- Men jeg vil ikke skjule min skuffelse, når det gælder den ikke-bindende karakter af en fremtidig aftale, siger Barroso.

Ifølge den svenske statsminister har andre parter i forhandlingerne ganske enkelt ikke været forberedt i samme grad som EU. Det har gjort klimaforhandlingerne i København til en kamp for at undgå tilbageskridt i stedet for den ventede fremgang.

- Vi har kæmpet for ikke at bevæge os baglæns, og det har stået klart i flere måneder, siger Reinfeldt, som gør det klart, at flere parter i løbet af processen har lagt op til at løbe fra tidligere afgivne klimaløfter.

Både Barroso og Reinfeldt understreger, at den fremlagte klimaerklæring og de nuværende reduktionsløfter ikke er tilstrækkelige til at leve op til målet om at holde den gennemsnitlige temperaturstigning under to grader.

/ritzau/

EU erkender, at klimaerklæringen ikke er tilstrækkelig til at opfylde to grader-målsætningen. Men et lille skridt frem er bedre end ingen aftale, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret