EU inddrages før hvert skridt i grænsesag

Regeringen har sit flertal hjemme for den omstridte permanente toldkontrol ved grænsen, efter at kristendemokraten Per Ørum Jørgensen har erklæret sit støtte til aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

EU-Kommissionen skal inddrages, før hvert enkelt del af den forstærkede kontrol gennemføres. Og der kan gå to et halvt år, før de nye faste anlæg tages i brug.

Det fremgår af et notat fra i dag den 22. juni fra fire ministerier - Skatteministeriet, Justitsministeriet Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet.

"Regeringen har tilkendegivet, at hver fase af kontrolaftalen vil blive implementeret i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser, og der vil som anført blive indledt en konstruktiv og bilateral drøftelser med kommissionen forud for hver enkelt delelement i de enkelte faser", står der i notatet fra de fire ministerier.

Første fase i aftalen omfatter omgående 50 ekstra mand til toldkontrol. Heraf skal de 30 mand til den dansk-tyske grænse, mens 10 mand skal til færgeforbindelsen i Rødby og Gedser. De sidste 10 ekstra mand skal til Helsingør og til Øresundsforbindelse.

Opførelsen af nye bygninger, ændring af vejbaner og nyt teknisk udstyr skal være planlagt færdigt i tredje kvartal i år. Opgaverne skal i EU-udbud.

Anden fase begynder i januar 2012. Da får toldkontrollen yderligere 48 årsværk, og arbejdet med at opgøre de nye anlæg begynder.

I tredje fase, som slutter senest "primo 2014", skal de nye eller ændrede anlæg tages i brug.

/ritzau/

Uddrag af notat fra fire ministerier om den permanente toldkontrol ved grænsen.

Offentliggjort Sidst opdateret