Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den konservative leder, Lene Espersen, præsenterer regeringens arbejdsprogram, er løfterne om en afstemning om de danske EU-forbehold ikke med.
Men det overrasker overhovedet ikke EU-ekspert Marlene Wind, professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.
- Nu nærmer vi os valget, og alt ser fuldstændig håbløst ud i meningsmålinger, og økonomien er usikker. Alle havde sådan set forventet, at en afstemning blev skubbet. Hvis ikke, så havde han allerede annonceret det i nytårstalen, siger Marlene Wind.
Hun synes, at det er dybt uambitiøst, at der i regeringsgrundlaget ikke er noget med om en afstemning - hverken om forbeholdene eller noget af det, som oppositionen har foreslået.
Regeringen har bred opbakning i befolkningen til at sende retsforbeholdet til afstemning. Derudover er retsforbeholdet det mest presserende, fordi Danmark bliver hægtet af, når de øvrige lande samarbejder på det retslige område.
- Lars Løkke vil kun tage alle forbeholdene til afstemning på én gang, og siden har vi jo intet hørt om EU fra statsministeren - hverken i nytårstalen eller nu her. Det er lagt død, siger hun.
EU er ikke nogen vindersag, er vurderingen på borgen, mener Marlene Wind.
- Bliver der et nej, risikerer du at tabe næste folketingsvalg, er analysen på Christiansborg. Så det er en meget kynisk analyse, siger hun.
Derudover mener hun, at hvis man ikke som politiker løbende holder EU-gryden i kog, så er det svært at vække en debat til live, der på tre uger skal ende med en folkeafstemning.
- Det har Lars Løkke slet ikke gjort. Jeg tror i bund og grund slet ikke, at det interesserer ham, siger EU-eksperten.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker