EU kan spænde ben for grænsekontrollen
Foto: FRANDSEN FINN
Polfoto
Grænsekontrollen møder modstand i EU-Kommissionen. Lars Løkke har uden held forsøgt at stoppe EU-kritik.
EU-Kommissionen tvivler på, at den nye danske grænsekontrol kan gennemføres inden for Schengen-reglerne og EU's frie bevægelighed.
En foreløbig vurdering af grænseaftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne skaber "alvorlig tvivl" om, hvorvidt det er i strid med europæiske og internationale regler, siger talskvinde for EU-Kommissionen, Pia Ahrenkilde Hansen.
- Vi har modtaget en foreløbig juridisk vurdering af tiltagene. Det er en analyse, der rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt de foreslåede tiltag, hvis det bliver implementeret i den omfattende og permanente måde, som det er blevet annonceret, vil være i tråd med Danmarks forpligtelser under europæisk og international lov, siger hun.
Der kan både være problemer i henhold til det grænsefri Schengen-samarbejde og i forhold til den frie bevægelighed for varer og personer i EU, tilføjer hun.
Indtil videre opfordres den danske regering til at sætte den nye grænsekontrol, som efter planen skulle træde i kraft i løbet af få uger, i bero.
- Formanden vil opfordre den danske regering til at afstå fra at tage individuelle skridt (om oprettelse af grænsekontrol, red.) og indgå i en åben dialog med kommissionen, inden man implementerer nye tiltag, siger Pia Ahrenkilde Hansen.
Det er især aftalens ordlyd om en "permanent" grænsekontrol, som har fået advarselslamperne til at blinke i Bruxelles.
EU-Kommissionen ser så alvorligt på sagen, at kommissionsformand, José Manuel Barroso, fredag formiddag har rejst kommissionens bekymring over grænsekontrollen i en telefonsamtale med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Men det er ikke lykkedes Løkke at berolige kommissionsformanden, som senere fredag vil sende et formelt brev til den danske statsminister med opklarende spørgsmål.
EU-Kommissionen afviser samtidig det danske argument om, at man blot laver den samme udvidede toldkontrol som nabolandet Sverige.
- Så vidt vi ved, gennemfører Sverige ikke systematiske tjek af den type ved grænserne, siger en talsmand.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker