Organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors risikerer at få ekstraregninger på millioner af kroner i form af momsbetaling fra deres genbrugsbutikker.
EU-Kommissionen gør nemlig klart, at Danmark bryder EU-reglerne ved ikke at opkræve moms fra genbrugsbutikker, hvor overskuddet går til godgørende eller almennyttige formål.
Hvis ikke Danmark retter ind, så venter der formentlig en sag ved EU's Domstol, lyder det i en sidste skriftlig advarsel fra kommissionen til den danske stat.
Og det er ikke bare småpenge, det drejer sig om, for de knap 900 danske genbrugsforretninger, som drives af almennyttige foreninger.
- Vi har opgjort de årlige meromkostninger til i størrelsesordenen 100 millioner kroner om året, siger Robert Hinnerskov, generalsekretær i indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro.
Derudover kommer også de administrative byrder ved, at de små genbrugsbutikker skal momsregistreres, lave momsregnskaber og andet papirarbejde, som butikkerne i dag er undtaget for.
- De penge kan vi ikke bare hive op af kasserne i foreningerne. Derfor forventer vi, at skatteministeren fortsat står last og brast med indsamlings-Danmark, siger Robert Hinnerskov, som forventer en økonomisk kompensation, hvis momsreglerne laves om.
EU-Kommissionen understreger i en såkaldt begrundet udtalelse til den danske stat, at det er i strid med EU's momsdirektiv, når Danmark fritager de godgørende genbrugsbutikker for moms.
Samtidig forlanger EU-Kommissionen også, at Danmark sætter en stopper for, at almennyttige foreninger som Roskilde Festival momsfrit kan fordele festivalens overskud til andre velgørende foreninger.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Kristian Jensen (V).
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker