Biltransporten skal bidrage, hvis EU skal nå sit mål om lavere CO2-udslip. Derfor støtter den danske regering EU-Kommissionens udspil, som sænker udledning fra nye varebiler.
Fra 2014 må nye varebiler højst udlede 175 gram CO2 pr. kilometer.
Det siger klima- og energiminister Lykke Friis (V) som fredag fik politisk mandat fra Europaudvalget til at støtte EU-Kommissionens udspil.
- Vi får ikke knækket den grønne kode i EU, hvis vi ikke får gjort noget ved vores transportsektor. Derfor er det vigtigt, at vi kommer igennem med en ambitiøs forordning på dette felt, siger Lykke Friis.
Loftet over varebilers udslip sænkes i 2020 endnu mere - til 135 gram CO2.
Bilproducenternes modeller kan ligge over og under normen, bare deres varebiler samlet klarer kravet. Ellers kan bilproducenten pålægges en bøde.
Ved hjælp af såkaldte superkreditter kan producenterne også anspores til at sænke CO2-udslippet for eksempel med elbiler. Endelig kan bilproducenterne danne "sammenslutninger", som samlet skal overholde loft over udslip.
Normerne gælder ikke bilproducenter, som årligt fremstiller færre end 22.000 varebiler.
Danske miljøorganisationer er mere ambitiøse. Greenpeace og Det Økologiske Råd vil stramme miljøkravene, hæve bøderne, sænke fartgrænsen til 100 kilometer i timen samt sløjfe de såkaldte superkreditter.
Den danske regering vil gå hurtigere frem end EU-Kommissionen. Loftet på 175 gram skal gælde to år før - fra 2012 - og sænkes til 160 gram i 2016.
I EU kan det blive svært at få flertal med store bilnationer som Storbritannien, Tyskland og Frankrig, erkender Lykke Friis.
- Nogle har helt klare interesser. Det er især de bilproducerende lande. Det er ikke så overraskende. Det gælder at finde en balance mellem erhvervslivet og det overordnede klima- og miljøhensyn, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned