EU-Parlamentet vil afskaffe rejsecirkus - igen
Det omrejsende cirkus. Mange har efterhånden hørt om - og grinet af - at EU-Parlamentet hver måned rejser de cirka 435 kilometer fra Bruxelles i Belgien til Strasbourg i Frankrig - og tilbage igen.
Det tager medlemmerne af Europaparlamentets udvalg for konstitutionelle anliggender nu kampen op mod endnu en gang.
Mandag har udvalgets medlemmer nemlig besluttet at forsøge sig med en revision af EU-traktaten, der skal ændre den gamle præmis, der tvinger parlamentarikerne frem og tilbage 12 gange om året.
- Før eller siden bliver vi nødt til at få standset hele det her ødsle rejsende cirkus, siger Ashley Fox, der er parlamentets ene ordfører på forslaget.
- Dagens afstemning er fabelagtigt nyt for parlamentets integritet - og endnu bedre nyheder for Europas skatteydere, tilføjer hun.
Sidste gang, forholdet blev taget op til revision, var i december 2012, hvor EU's domstol afviste parlamentets krav om selv at kunne bestemme stedet for samlingerne.
Og det er i bund og grund den samme diskussion, parlamentet nu vil tage op igen: Parlamentarikerne vil selv have lov til at lægge plenarsamlingerne.
Problemstillingen udspringer af en usædvanlig situation, hvor EU-Parlamentet formelt har hovedsæde i Strasbourg, mens arbejdsstedet også delvist ligger i Bruxelles og Luxembourg.
I den forbindelse bliver tusindvis af mennesker transporteret til og fra den franske by, ligesom flere lastvogne hver måned kører turen tur-retur med dokumenter.
Det er imidlertid medlemslandene, der har magten til at bestemme EU-institutionernes arbejdssted, og her har der ikke været den store vilje til at lave om i de traktatfæstede regler.
En ændring af traktaten kræver enstemmighed blandt medlemslandene, og især Frankrig og Luxembourg - der også førte retssagen mod parlamentet i 2012 - har stillet sig på bagbenene.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker