EU-Kommissionen har indledt en dybdegående undersøgelse af den nye danske spillelov, som beskyldes for at give ulovlige skattefordele til online-kasinoer.
Det er spilleautomatbranchen og et dansk kasino, der har klaget til EU-Kommissionen over, at online-kasinoer med den nye spillelov skal betale langt mindre i skat end de traditionelle kasinoer og spillehaller.
- Kommissionen er på dette tidspunkt i tvivl om, hvorvidt den forskellige behandling udgør en uretmæssig konkurrencefordel for online-kasinoer i forhold til deres land-baserede rivaler, skriver kommissionen i en pressemeddelelse.
Ifølge den nye spillelov skal online-kasinoer betale en flad skat på 20 procent af spilleomsætningen, mens de traditionelle kasinoer betaler op mod 75 procent i skat.
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) afviser, at der er tale om ulovlig forskelsbehandling eller skjult statsstøtte til online-kasinoerne. Efter et møde med den ansvarlige EU-kommissær i Bruxelles sidste fredag er han optimistisk omkring sagens udfald.
- Jeg er helt overbevist om, at kommissionen også vil komme frem til den konklusion, når den har færdiggjort sine undersøgelser, siger Lund Poulsen.
Han fremhæver blandt andet, at det er EU selv, der har bedt medlemslandene om at åbne op for konkurrencen på spillemarkedet.
Samtidig eksisterer den forskellige beskatning allerede i andre medlemslande, påpeger ministeren, som derfor håber på støtte i den kommende høringsproces.
Den nye spillelov skulle være trådt i kraft fra årsskiftet, men den er nu udskudt på ubestemt tid på grund af EU-sagen. Kommissionens undersøgelse ventes ikke afsluttet før tidligst til sommer.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker