EU-topmøde byder Letland velkommen i eurozonen
Den lettiske premierminister, Valdis Dombrovskis, har fredag formiddag fået et skulderklap af sine 26 EU-kolleger på EU-topmødet i Bruxelles, fordi Letland nu er klar til at udskifte sin nationale møntfod, lat, med den europæiske fællesmønt, euroen.
- Det Europæiske Råd har netop hilst det velkommen, at Letland indfører euroen 1. januar, og lykønsket Letland med, at det nu opfylder kriterierne, skriver EU's præsident, topmødeværten Herman Van Rompuy, på Twitter.
Selv om EU-topmødet dermed har budt det baltiske land inden for i eurozonen, mangler den sidste formelle godkendelse, før Letland officielt kan kalde sig det 18. euroland.
Det sker ved et økonomi- og finansministermøde den 9. juli.
Letland kom med i EU samtidig med de øvrige baltiske lande i 2004. Men Letlands økonomi bestod ikke EU's eksamen, da nabolandet Estland som det 17. land blev lukket ind i eurozonen i 2011.
Når de sidste formalia er i hak om halvanden uge, bliver der fastsat en kurs for den store pengeombytning. Man får i øjeblikket omkring 1,42 euro for en lettisk lat, svarende til cirka 10,60 kroner.
Der skal også laves en tidsplan og logistisk plan for, hvordan man fysisk distribuerer penge rundt i landet, så der til nytår er euro i både tegnebøger, kasseapparater og automater.
De lettiske nøgletal er pænere end mange andre i eurozonen: Budgetunderskuddet er på 1,2 procent af BNP, det offentliges gæld på 40,7 procent, og der er udsigt til en vækst på 5,1 procent i år.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned