EU-udvalg kritiserer Danmark for usolidarisk asylpolitik
Torsdag var udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i EU-parlamentet til en høring om Danmarks asylpolitik. Foto: Johanna Geron/Reuters
Johanna Geron/Reuters
EU-parlamentarikere kritiserer Danmark for at fratage syreres sikkerhed, når de sendes tilbage til Syrien.
Når Danmark fratager syrere deres opholdstilladelser, tager Danmark også deres sikkerhed fra dem.
Sådan lyder kritikken fra flere EU-parlamentarikere torsdag formiddag, hvor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er til høring i EU-Parlamentets borgerrettighedsudvalg.
- Hvordan forventer du, at de vil integrere sig i Danmark med truslen om at blive sendt tilbage?, spørger den hollandske parlamentariker Sophie in 't Veld.
Hun sidder i parlamentets liberale gruppe Forny Europa.
Flere i udvalget mener, at politikken er usolidarisk med resten af Europa, fordi flere syrere reelt tager videre til andre EU-lande og ikke tilbage til Syrien.
En af dem er Cyrus Engerer. Han sidder i EU-Parlamentet for Malta i parlamentets socialdemokratiske gruppe.
- Alt, hvad jeres politik gør, er at give syrere et signal om, at de ikke er velkomne i Danmark, siger han.
Hollandske Tineke Strik fra gruppen De Grønne mener, at Danmark handler uansvarligt. Hun kalder den danske politik et moralsk lavpunkt.
Mattias Tesfaye derimod siger, at der er behov for en ændring af asylsystemet for at stoppe menneskesmuglere.
- Vi skal sikre, at det er Europa, der har kontrol med, hvem der kommer ind i EU, og ikke menneskesmuglere, siger han blandt andet.
Han fremhæver også vurderingen af, at syrere kan vende tilbage til visse områder af landet. Det er eksempelvis hovedstaden Damaskus.
Derudover fortæller han om den danske regerings ønske om at etablere et modtagecenter for asylansøgere i et partnerland. Regeringens planer om et modtagecenter har også tidligere været fremme.
Ifølge Mattias Tesfaye er det håbet, at et dansk projekt vil inspirere andre europæiske lande til at gøre noget lignende.
Flere EU-parlamentarikere sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Danmark vil sikre asylansøgeres rettigheder i et land uden for EU.
Ministeren forsikrer, at det er vigtigt for Danmark. Han siger, at man gerne vil have et reelt partnerskab med et land.
Under høringen får Mattias Tesfaye opbakning fra den danske parlamentariker for Dansk Folkeparti, Peter Kofod, og italienske Nicola Procaccini. Procaccini er medlem af den konservative gruppe i parlamentet.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker