Klodens to største udledere af CO2, Kina og USA, skal levere større reduktioner af drivhusgasser, end de har tilbudt op til klimatopmødet i København.
Det siger den svenske miljøminister, Andreas Carlgren, som leder forhandlingerne for EU.
- Det er helt afgørende for at nå målet om at holde opvarmningen af Jorden under to grader. EU er klar til at gå op fra 20 til 30 procents reduktion, men det kræver, at andre lægger noget på bordet. Slutspillet kommer til at handle om, hvad USA og Kina leverer. Det ville være temmelig forbløffende, hvis præsident Obama kom til København og kun tilbød, hvad han allerede har sagt, siger Carlgren på et pressemøde.
USA har lovet at skære CO2-udslippet med, hvad der svarer til 3-4 procent i forhold til 1990.
EU anerkender Kinas løfte om at bruge energien mere effektivt, hvilket i 2020 skal nedsætte energiforbruget pr. produceret enhed med 40-45 procent. Alligevel vil Kinas CO2-udledning blive ved at stige, da den fortsatte økonomiske vækst udhuler besparelsen.
- Vi forventer stadig større reduktioner fra vore kinesiske venner og kolleger, siger Andreas Carlgren.
For at opretholde presset vil EU dog selv gemme sit tilbud om at øge indsatsen fra 20 til 30 procents reduktion til allersidst, når 110 stats- og regeringschefer kommer til København. Der vil således ikke komme nogen beslutning af den art fra EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag, fastslår Carlgren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned