EU vil kunne straffe budgetsyndere

Den europæiske gældskrise skal ifølge EU-Kommissionen også få følger for uddelingen af penge fra EU's forskellige strukturfonde. EU-lande, der ikke overholder EU's budgetkrav, skal kunne straffes ved at blive frataget forskellige tilskud fra EU.

Strukturfondene, der bliver brugt til projekter, der skal udligne kløften mellem rige og fattige regioner i EU, står for over en tredjedel af EU's budget. De skal ifølge kommissionens budgetforslag for 2014-2020 uddele over 336 milliarder euro (2500 milliarder kroner)

Men lande med rod i økonomien skal altså kunne miste støtte, hvis kommissionen får opbakning til sit forslag, der blev fremlagt torsdag i Bruxelles.

EU-kommissær med ansvar for regionalpolitikken, tyskeren Johannes Hahn, understreger, at sanktionerne skal ses som en sidste udvej. Men at forslaget er led i forsøget på at "finde svar på de aktuelle problemer, vi står over for".

Ifølge avisen European Voice er det kommissionsformand José Manuel Barroso og økonomikommissær Olli Rehn, der har presset på for den kontroversielle ændring af principperne for strukturfondene.

Ændringen får primært betydning for lande, der ikke er med i euroen. Der er allerede vedtaget skærpede budgetkrav for eurolandene. Danmark får i indeværende budgetperiode 613 millioner euro fra strukturfondene. Beløbet for næste periode er endnu ikke fastlagt.

ritzau/

EU-kommissionen foreslår, at lande, der ikke overholder deres budget, kan miste støtte fra strukturfondene.

Offentliggjort Sidst opdateret