Finansministrene i eurozonen holdt fortsat Grækenland på pinebænken, da de mandag mødtes i Luxembourg for at drøfte gældskrisen og fortsat tøvede med at give grønt lys for den næste milliardudbetaling til det kriseramte land.
Kilder tæt på mødet siger, at finansministrene har udskudt en beslutning om at sige ja til en ny udbetaling fra den redningspakke, som blev vedtaget sidste år.
Den græske statskasse er snart tom, og landets regering vil snart ikke være i stand til at betale lønninger og pensioner.
Der ventes at blive truffet en beslutning om lånet på et ekstraordinært møde den 13. oktober, hvorved grækerne vil kunne få udbetalt en næste portion på otte milliarder dollar i slutningen af måneden.
Finansministrene blev i Luxembourg orienteret om forhandlingerne mellem den græske regering og eksperter fra EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den internationale Valutafond (IMF).
Nye tal, der viser, at situationen i Grækenland er værre end antaget, førte mandag til fald i aktiekurserne.
Den britiske finansminister, George Osborne, opfordrede eurozonen til at styrke bankerne i medlemslandene og træffe klare beslutninger vedrørende Grækenland.
- Det er nødvendigt med maksimal kraft i eurozonen, og den må styrke bankerne, ligesom den må få bragt alle spekulationer til ophør ved at træffe beslutning om, hvad den vil gøre i forhold til Grækenland. Og beslutningerne må stå fast, hedder det i en erklæring fra Osborne.
For at leve op til skrappe sparekrav vedtog den græske regering sent søndag et finanslovsforslag for 2012, som indeholder nedskæringer på 6,6 milliarder euro (49,3 milliarder kroner) og nye skatter og afgifter på 7,1 milliarder euro (53 milliarder kroner).
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker