Med blot en uge til den store finale på klimatopmødet i København satser EU på at lægge de første konkrete pengebeløb på bordet i klimaforhandlingerne.
Men det har skabt store problemer på et EU-topmøde i Bruxelles at få samlet tilstrækkeligt med penge sammen til den særlige opstartsfinansiering, som skal hjælpe ulande på vej med klimatiltag i de kommende tre år frem til 2013.
I et nyt udkast til konklusionerne fra topmødet fredag morgen står der fortsat et stort X ud for EU's bidrag til klimahjælpen.
Det svenske EU-formandskab har dog i løbet af natten konkretiseret, hvor mange penge hele verden samlet set bør give til ulandene hvert år i de kommende tre år.
- EU er overbevist om, at et globalt beløb på syv milliarder euro (52,1 milliarder kroner) vil blive nået, står der i udkastet.
Den gængse vurdering er, at EU's rimelige bidrag til det samlede beløb skal være omkring 30 procent. Det svarer til godt 15,6 milliarder kroner om året - eller 46,9 milliarder kroner over den tre år lange periode.
Da EU-lederne afbrød mødet torsdag aften, var der ifølge det tyske nyhedsbureau dpa kun kommet løfter om et samlet beløb på 40,2 milliarder kroner.
Ifølge en EU-diplomat var der 10 lande, som på det tidspunkt slet ikke havde lagt penge på bordet.
Men den svenske statsminister og EU-formand, Fredrik Reinfeldt, lagde ikke skjul på, at der ville blive lagt pres på for at få flere penge i puljen i løbet af natten.
EU-topmødet ventes at slutte tidligt fredag eftermiddag, hvor EU vil præsentere sit endelige bidrag.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde