Eva Kjer Hansen ryger ud af Folketinget efter 32 år: - Jeg bliver offer for, at Venstre bliver splittet i atomer
Eva Kjer Hansen (forrest) til Venstres valgfest på Christiansborg tirsdag aften. PÅ det tidspunkt stod det endnu ikke klart, om hun var blevet genvalgt. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Eva Kjer Hansen opnår ikke genvalg efter at have siddet i Folketinget i næsten 32 år.
Den tidligere minister fik fjerdeflest stemmer blandt Venstres kandidater i Sydjylland, og da partiet kun opnåede tre mandater, betyder det et foreløbigt farvel til Christiansborg.
- Det betyder, at jeg er ude, og det er et skuffende resultat. Det er mig, der bliver offer for, at Venstre bliver splittet i atomer, og at der er stemmer, der er gået til Lars Løkke og Inger Støjberg i stedet for.
- Og så må jeg konstatere, at jeg ikke har kunnet holde sammen på stemmerne i min egen kreds, og derfor rammer det mig, siger Eva Kjer Hansen til Ritzau.
Eva Kjer Hansen fik 4224 stemmer, hvilket er mindre end halvdelen af de 9531 stemmer, som hun fik ved forrige valg.
Eva Kjer Hansen har endnu ikke gjort op med sig selv, hvad valgresultatet får af konsekvenser for hendes politiske karriere.
- Nej, for det kommer som en overraskelse for mig. Selv om meningsmålingerne viste, at det nok ikke ville gå så godt for Venstre ved dette valg, så håber og kæmper man jo til det sidste.
- Så nu skal jeg lige vænne mig til, at det er sådan, situationen er nu, siger hun.
De tre Venstre-mandater i Sydjylland går til Anni Matthiesen, Christoffer Aagaard Melson og Hans Christian Schmidt.
Eva Kjer Hansen har været minister i flere regeringsperioder med flere forskellige ansvarsområder.
Senest var hun minister for ligestilling for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde frem til valget i juni 2019.
Men hun har også været socialminister og miljø- og fødevareminister, ligesom hun i en periode sad i EU-Parlamentet.
Ved kommunalvalget sidste efterår stillede hun op i Kolding Kommune og havde borgmesterposten inden for rækkevidde.
Men Konservatives spidskandidat, Knud Erik Langhoff, indgik en aftale med Radikale, SF og Socialdemokraterne, der sikrede ham posten i stedet.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker