Få overblik over den seneste DSB-skandale

DSB og Transportministeriet har igangsat en ekstern undersøgelse, der skal belyse den seneste skandale, der har ramt den statsejede togvirksomhed. Her kan du danne dig et overblik over skandalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Søndag 13. januar 2013: DR's 21 søndag afslører, hvorledes DSB har betalt pr-bureauet Waterfront for at holde en bestemt journalist, Lars Abild, beskæftiget, så han ikke kunne skrive kritisk om DSB.

* Mandag 14. januar 2013: DSB's daværende administrerende direktør Søren Eriksen oplyser i en mail, at han har kendskab til samarbejdet mellem DSB og Waterfront. Han afviser ethvert kendskab til, at samarbejdet indebar at holde en kritisk journalist beskæftiget med andre opgaver end at skrive om DSB.

* Mandag 14. januar 2013: TV Avisen afslører, at direktør for pr-bureauet Waterfront Lars Poulsen har sendt mails til DSB's underdirektør Peder Nedergaards personlige e-mailadresse om Lars Abilds helbredsoplysninger. Lars Abild har en sygdom, der deles af 10.000 danskere.

* Ifølge flere eksperter er videreformidlingen af Lars Abilds personlige helbredsoplysninger mellem pr-bureauet Waterfront og DSB uden journalistens kendskab ulovlig i forhold til persondataloven.

* Tirsdag 15. januar 2013: På baggrund af et møde mellem DSB's formand, Peter Schütze, administrerende direktør Jesper Lok, og advokatfirmaet Bruun & Hjejle suspenderes underdirektør i DSB, Peder Nedergaard, mens en undersøgelse af sagsforløbet står på.

* Den eksterne undersøgelse af forløbet skal foretages af advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der også stod bag undersøgelsen af skandalen om DSB First.

* Torsdag 17. januar beslutter transportminister Henrik Dam Kristensen (S), Folketingets trafikordførere og DSB på et møde i Transportministeriet, at Kammeradvokaten både skal tjekke kommissoriet og det endelige resultat, når undersøgelsen er færdig inden for to måneder.

* Den endelige undersøgelse vil blive fremlagt for offentligheden i hele sit omfang, så enhver får mulighed for at læse den.

/ritzau/