Få overblikket: Ukraine har længe presset på for vestlige kampfly

De danske F-16-kampfly har til huse hos Fighter Wing Skrydstrup i det sydlige Jylland. Her skal de kommende F-35-fly også holde til. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

USA har godkendt, at danske og hollandske F-16-fly bliver sendt til Ukraine, når piloter er oplært.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vestlige kampfly har længe været højt på ønskesedlen i Ukraine.

Her kan du læse mere om forløbet:

* Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har længe presset på for at få adgang til avancerede vestlige kampfly.

I februar talte Zelenskyj i det britiske Underhus og gentog ønsket: "Vi har frihed. Giv os fly for at beskytte den," lød hans opfordring til politikerne.

* 18. februar 2023 udtalte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til Berlingske, at han tror, at Vesten på et tidspunkt kommer til at levere kampfly til Ukraines forsvar.

* F-16-flyene er produceret af amerikanske Lockheed Martin. Hvis andre lande ønsker at eksportere flyene til et tredjeland, kræver det accept fra USA.

* 20. maj 2023 oplyste national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan under G7-topmødet i Hiroshima i Japan, at USA vil tillade dets allierede at eksportere F-16-fly til Ukraine.

* Derefter gik Danmark og Holland støttet af ni lande i gang med en konkret plan for at træne ukrainske F-16-piloter. De ni andre lande er Sverige, Norge, Belgien, Storbritannien, Polen, Luxembourg, Portugal, Rumænien og Canada.

* 15. juni 2023 oplyste fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at Danmark vil begynde at træne ukrainske kampflypiloter på Flyvestation Skrydstrup.

* Troels Lund Poulsen sagde ved samme lejlighed, at han forventede, at træningen kunne begynde til august og ville tage minimum seks måneder.

* 17. august 2023 fremgik det af et brev fra den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at USA vil godkende, at danske og hollandske F-16-fly bliver sendt til Ukraine, når oplæringen af ukrainske F-16-piloter er gennemført.

- Det forbliver afgørende, at Ukraine er i stand til at forsvare sig mod vedvarende russisk aggression og krænkelse af sin suverænitet, lyder det i brevet fra Blinken.

* Lars Løkke Rasmussen bekræftede 18. august at have modtaget brevet.

* 20. august oplyser statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark donerer 19 F-16-fly. De første seks kampfly vil blive sendt afsted "omkring nytår". De næste otte kampfly følger i 2024, og derefter fem i 2025.

Kilder: Ritzau, Berlingske, Altinget og Reuters.

/ritzau/