Facebook fjerner opslag fra Martin Henriksen om ansat i styrelse
Martin Henriksen mistede sin plads i Folketinget ved valget i 2019. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
DF'ers opslag om, at person med dobbelt statsborgerskab ikke bør arbejde i Udlændingestyrelsen, er fjernet.
Facebook har fjernet et opslag om en ansat i Udlændingestyrelsen fra tidligere folketingsmedlem Martin Henriksens (DF) profil. Det sker som følge af Facebooks regler om hadefuld retorik. Det oplyser Martin Henriksen til Ritzau.
Opslaget blev skrevet 9. juli. I opslaget skriver Martin Henriksen, at det efter hans opfattelse "ikke er holdbart", at der sidder afghanske statsborgere eller andre udenlandske statsborgere i Udlændingestyrelsen.
Konkret drejer sagen sig om Soma Mayel, der er er jurist og ansat i Udlændingestyrelsen. Hun har både dansk og afghansk statsborgerskab.
Udlændingestyrelsen behandler sager om asyl.
Martin Henriksen mener selv, at det er censur, når Facebook fjerner opslaget.
Han påpeger, at han eksempelvis ikke har brugt skældsord.
- Det er tankevækkende, fordi det pågældende opslag har været med til at starte en offentlig og politisk debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at udenlandske statsborgere sidder i Udlændingestyrelsen.
- Det er et angreb på den frie debat. Det, der har været sagen her, er, at jeg i Facebooks øjne har haft de forkerte holdninger, siger Martin Henriksen.
Facebook har ved fjernelsen lagt til grund, at opslaget overtræder fællesskabsregler om hadefuld retorik.
Det fremgår af Facebooks begrundelse til Martin Henriksen, som han har vist Ritzau.
I det sociale medies regler om hadefuld retorik står der, at Facebook "definerer hadefuld retorik som direkte angreb på folk ud fra det, vi kalder for beskyttede karakteristika - race, etnicitet, national oprindelse, religiøst tilhørsforhold, seksuel orientering, kaste, køn, kønsidentitet og alvorlig sygdom eller handicap".
Flere profilerede politiske skikkelser har blandet sig i debatten.
Blandt andre kaldte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) DF'erens opslag for "komplet vanvittigt".
Til gengæld var der opbakning at hente for Martin Henriksen hos DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl.
- Wow en forargelse, når man forfægter det, der tidligere var det helt normale. At man til en række stillinger i det offentlige kun ønsker danskere, for at deres loyalitet ikke kan betvivles. Vi holder fast og tager forslaget op i FT (Folketinget, red.) efter sommeren!, skrev Kristian Thulesen Dahl på det sociale medie Twitter i forbindelse med debatten.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned