Politik tager tid.
Det må Danmarks nye udkantsparti, Fælleslisten, erkende.
Ikke bare går det langsommere end forventet med at skaffe de cirka 20.000 underskrifter, der kræves for at stille op til folketingsvalg. Partiet er heller ikke blevet færdig med et egentligt partiprogram, der skulle have været offentliggjort torsdag.
Formand Leif Hornshøj løfter dog nu lidt af sløret for, hvordan partiet vil komme i Folketinget. Eksempelvis overvejer partiet en lavere selskabsskat i Udkantsdanmark, fortæller han.
- Overskriften over vores foreløbige 10 punkter er det, der hele tiden har været vores kerneområde, nemlig decentralisering, siger Leif Hornshøj.
De 10 punkter siger til gengæld ikke noget om, hvad Fælleslisten mener om eksempelvis EU, Afghanistan, miljøpolitik og retspolitik.
- Men det er også kun halvdelen. Resten kommer i september. Vi vil selvfølgelig også snakke lidt om både udenrigs- og sikkerhedspolitik og EU og det der, lover han.
Hvor mange underskrifter, partiet har klar, har formanden ikke nøjagtigt overblik over.
- Men det tager lidt længere tid, end vi havde regnet med, siger han.
Hans forsigtige gæt er, at 4-5000 danskere indtil videre har skrevet under på, at partiet skal på stemmesedlen.
Vælgererklæringerne skal dog forbi kommunen og underskrives en gang mere, før de kan tælles med, og det er kun sket med omkring et par tusinde af dem.
Spørgsmål: Frygter du ikke, at statsministeren udskriver valg, før I overhovedet kommer i nærheden af de 20.000 underskrifter?
- Hvis han gør det i åbningstalen, så kan det selvfølgelig komme til at knibe, men det tror jeg ikke, han gør. Så gode er hans opinionstal ikke, siger Leif Hornshøj.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker