Det nye udkantsparti Fælleslisten freder nu efterlønnen.
Efter at der er opstået usikkerhed om partiets holdning til efterlønnen, fastslår et flertal af de syv bestyrelsesmedlemmer, at de ikke vil være med til hverken at afskaffe eller forringe ordningen. Tværtimod.
- Jeg ved godt, at efterlønnen er dyr. Men det er en god ordning, og løsningen er i stedet at give folk en større gulerod for at blive et par år længere på arbejdsmarkedet efter de 60, ligesom det bør være muligt at tage et par småjob uden at blive modregnet i efterlønnen, siger bestyrelsesmedlem og kasserer Svend Erik Skytte.
Efter 23 år som minkavler valgte Svend Erik Skytte selv at gå på efterløn som 60-årig.
Fra et andet af bestyrelsesmedlemmerne, som ligeledes er gået på efterløn, Ib Henriksen, lyder det kort og kontant:
- Jeg kunne ikke drømme om at røre ved efterlønnen.
Fælleslistens regionsmedlem Poul A. Christensen slog ellers fredag til lyd for, at listen er klar til et opgør med efterlønnen. Men det afviser partiets formand, Leif Hornshøj, som peger på, at alle i bestyrelsen - inklusive ham selv - som har haft mulighed for at gå på efterløn, netop også har gjort det.
Ét af de bestyrelsesmedlemmer, som endnu ikke har gjort det, er vicevært Arne Nielsen. Men heller ikke Arne Nielsen vil røre ved efterlønnen.
- Jeg mener ikke, at man skal pille ved efterlønnen. Men det er alt for tidligt at diskutere det, før vores program er lagt på plads, lyder det fra bestyrelsesmedlemmet.
Det politiske program for det nye udkantsparti, som endnu ikke har samlet de nødvendige 20.000 underskrifter for at blive opstillet til Folketinget, skal først vedtages på et møde den 16. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker