Færge som museum

Jernbanegaloppen lød lørdag fra en højttaler på perronen på Gedser Station fra 1903, mens ventesalen lagde rammer til præsentationen af et visionsoplæg, der lægger op til at profilere Gedser på den historiske dna, som jernbanen og færgerne har givet byen på Danmarks sydspids.

Foreningerne bag visionsoplægget “Trafikkultur Gedser” er Dansk Jernbane Klub, Nordisk Jernbane Klub, Østsjællands Jernbaneklub, Dansk Færge Bevaring, Bevaringsforeningen Gedser Remise og Dansk Dræsine Forening.
Udover en allerede kendt ønsket renovering af Gedser Remise til cirka 15 millioner kroner går visionsoplægget på en privat eller kommunal overtagelse af og vedligeholdelse af Gedserbanen til veterantogskørsel.
Den mest sensationelle nyhed i oplægget er indretningen af et færgemuseum i Gedser med “M/F Dronning Ingrid” som hovedattraktionen. Færgen, der sidst har heddet Sjælland, ligger i dag i England, og erhvervelse af den vil koste otte millioner kroner, mens den årlige drift skønnes til seks millioner kroner.
 
- Projektet er fremragende. Jeg har ikke pengekassen med, men projektet falder i tråd med alt det, vi har i gang i Gedser. Jeg ønsker pøj-pøj, men på et tidspunkt nøjes vi ikke med at sige det, fastslog Poul-Henrik Pedersen, formand for kultur- og fritidsudvalget.
Foto: Arkivfoto

Foreninger vil profilere Gedser på arven efter færgerne og jernbanen.

Offentliggjort Sidst opdateret