Det færøske medlem af Folketinget, Edmund Joensen, opfordrer øernes koalitionsregering til at "justere" det foreslåede forfatningsforslag.
Opfordringen kommer, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har advaret om, at et revideret forfatningsforslag stadig "vil kunne skabe tvivl om grundlæggende elementer i rigets forfatningsretslige ordning".
- Så må vi selvfølgelig justere forslaget i forhold til grundloven og hjemmestyreloven. Det skal der ikke herske tvivl om, siger Edmund Joensen.
Edmund Joensen, der kommer fra det borgerlige regeringsparti Sambandspartiet, er imidlertid ikke overrasket over statsministerens advarsel.
- Jeg er fuldstændig enig med statsministeren. Jeg mener godt, at vi kan modernisere hjemmestyreloven, men det skal ske i et godt samarbejde med Stats- og Justitsministeriet, så der ikke er nogen tvivl om juraen, siger Edmund Joensen.
Det har ikke været mulig at få en kommentar fra Edmund Joensens partifælle, Færøernes lagmand, Kaj Leo Holm Johannesen.
Kaj Leo Holm Johannesen står i spidsen for en bred koalitionsregering bestående af sit eget parti, Sambandspartiet, samt Socialdemokratiet og Folkeflokken.
Det færøske Lagting har ellers forsøgt at imødekomme tidligere dansk kritik af forfatningen, der nu har været undervejs i ni år.
I maj andenbehandlede Lagtinget det reviderede forfatningsforslag, der netop skulle sikre, at Færøerne reelt ikke bliver løsrevet fra Danmark. Forfatningsforslaget befinder sig nu lovteknisk atter i et særligt forfatningsudvalg.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker