Færøsk toppolitiker: Homoseksuel Pape skal ikke være statsminister
Færøernes landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, vil ikke pege på Søren Pape Poulsen som statsminister, fordi De Konservatives formand er homoseksuel. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Færøernes landsstyreformand for udenrigsanliggender mener, at Søren Pape er diskvalificeret som statsminister.
Hvis det færøske parti Miðflokkurin skulle få et eller begge færøske mandater ved det kommende folketingsvalg, så kan partiet under ingen omstændigheder pege på De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som statsminister.
Det skyldes, at Søren Pape Poulsen er homoseksuel, fortæller Miðflokkurins formand, Jenis av Rana, ifølge det færøske medie Sosialurin.
– Nej, det kan ikke komme på tale, at jeg peger på Søren Pape Poulsen, siger Jenis av Rana, der er Færøernes landsstyreformand for udenrigsanliggender.
- Det at leve som såkaldt "homoseksuel" er i strid med den grundlov, som jeg personligt har, og som mit parti også har, og som jeg synes, at Færøerne også har, siger han i en radioudsendelse.
Miðflokkurin, der også er kendt som Centerpartiet, er et kristeligt parti, og partiet fik to mandater ved Lagtingsvalget på Færøerne i 2019.
Det er ikke første gang, at Jenis av Rana ytrer holdninger imod homoseksuelle.
Den 69-årige læge har i mange år været modstander af registreret partnerskab for homoseksuelle.
Søren Pape Poulsen har tirsdag reageret på udtalelserne på Twitter.
- Hold da op. Er vi ikke kommet længere, spørger De Konservatives formand.
Jenis av Rana har også markeret sig som tilhænger af en meget stram abortlovgivning.
Sidste år gjorde han sig bemærket i coronadebatten, da han meddelte, at han ikke ville lade sig vaccinere mod coronavirus.
Intet tyder i øvrigt på, at Miðflokkurin kommer til at blive repræsenteret i Folketinget efter valget.
En meningsmåling fra det færøske medie portal.fo viser, at de to partier, som i øjeblikket har de færøske mandater i Folketinget, står til at blive det største og næststørste parti ved folketingsvalget.
Sambandsflokkurin, som er et blåt parti, står til at blive det største. Partiet Javnaðarflokkurin, som er de færøske socialdemokrater, står til at blive næststørst.
Miðflokkurin ligger ifølge meningsmålingen til at blive det femtestørste parti, men har meget langt op til de to førnævnte partier.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde