Færre 14-årige er kriminelle

Samtidig med at regeringen lægger op til en historisk sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år fra de nuværende 15, faldt antallet af mistænkte 14-årige sidste år med knap 18 procent i forhold til 2007.

Det viser Justitsministeriets egne tal.

Alligevel mener regeringen, at det er nødvendigt at sænke den kriminelle lavalder.

- Unge på 14 år begår cirka dobbelt så meget kriminalitet som 13-årige, lige sådan knap. Det er det knæk, vi kan se, siger justitsminister Brian Mikkelsen (K).

Han henviser til, at der i 2008 blev "sigtet" 2980 børn på 14 år, mens det samme var tilfældet for 1563 13-årige.

Ifølge Justitsministeriets egne tal er der dog ikke noget, der tyder på, at børns kriminelle handlinger eksploderer, når de fylder 14. 13-årige børn står eksempelvis for mere end dobbelt så meget kriminalitet som 12-årige, mens de 12-årige begår næsten tre gange så meget kriminalitet som 11-årige.

Overordnet er politiets "sigtelser" mod børn og unge også faldende.

Justitsministeriets tal viser, at antallet af mistænkte unge i alderen 10-16 i alt er faldet med knap 15 procent fra 2007 til 2008, eller med 2723 børn og unge til 16.084 i 2008.

/ritzau/

Mens regeringen vil sænke den kriminelle lavalder til 14 år, mistænkes væsentlig færre 14-årige for kriminalitet end tidligere, viser tal fra Justitsministeriet

Offentliggjort Sidst opdateret