Fagboss om dagpengeudspil: Det er godt skuldret

Foto: Torkil Adsersen/ Scanpix /Scanpix

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ifølge flere medier tirsdag komme med et løsningsforslag på dagpengeproblemet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og det er også på høje tid, at regeringen griber ind, siger Poul Erik Skov Christensen, der er formand for fagforeningen 3F. Han har flere gange opfordret regeringen til at suspendere dagpengereformen.

Som minimum indtil til de økonomiske konjunkturer bliver bedre.

- Jeg har efterlyst et initiativ, indtil vi igen kommer i den situation, at der bliver efterspørgsel på arbejdskraft. Så det er meget tilfredsstillende, at statsministeren reagerer nu, siger han.

Det er netop medlemmer af 3Fs arbejdsløshedskasse, der er hårdest ramt af den afkortede dagpengeperiode. Hidtil i år har knap 4800 medlemmer mistet dagpengene i 2013. Og 3F har tidligere skønnet, at 600 ledige 3F'ere står for tur hver eneste måned fra 1. juli.

- Jeg tror, at regeringen reagerer nu, fordi det er åbenbart for enhver, at foretager man sig ikke noget, så falder omkring 30.000 personer ud af dagpengesystemet i år. Det vil skabe social kaos og fastholde en usikkerhed i samfundet, siger Skov Christensen.

Detaljerne i regeringens forslag kendes endnu ikke. Men ifølge oplysninger i medierne vil de personer, der står til at ryge ud af dagpengesystemet, sikres forsørgelse.

- Enhver ydelse er bedre end ingen ydelse. Jeg kender ikke beløbene, men mit indtryk fra medierne er, at den vil minde om uddannelsesydelsen, som man kender den fra den nuværende akutjobpakke, siger 3F-formanden.

- Det er dog bedre end fuldstændig at miste forsørgelsesgrundlaget. Og det bygger bro over den usikkerhed, vi oplever i øjeblikket. Det er temmelig godt skuldret af regeringen, fastslår han.

/ritzau/