Fagforbund lægger afstand til Vækstforum

Regeringens Vækstforum kommer med al sandsynlighed til at stå splittet, når tænketanken til marts kommer med sine anbefalinger til, hvordan det danske samfund kan få væksten tilbage.

Hverken LO-formand Harald Børsting eller hans kollega hos Dansk Metal Thorkild E. Jensen forventer at kunne bakke op om slutdokumentet. Det siger de fredag i forbindelse med et møde i Vækstforum på Marienborg.

- Jeg bryder mig ikke om to af grundtonerne. Den ene er, at den offentlige sektor er en belastning, og den anden er, at alt skal udsættes for frie markedskræfter, siger Harald Børsting, der også siger, at efterlønnen i sig selv kan blive en stor hindring.

For i et udkast over konklusioner fra Vækstforum er en afskaffelse af efterlønnen med. Det er fagbevægelsen en hård modstander af

Derimod ser det ud til, at anden stor sten for fagbevægelsens to medlemmer i Vækstforum forsvinder.

Thorkild E. Jensen siger nemlig, at meget tyder på, at der alligevel ikke bliver skrevet noget i det endelige dokument om, at der er brug for løntilbageholdenhed for at genskabe vækst.

/ritzau/

Hverken LO eller Dansk Metal forventer at skrive under på slutdokument fra regeringens Vækstforum.

Offentliggjort Sidst opdateret