Fagforening: Løkkes svineforslag vil give 2000 job
Hvis landmændene får lov til at producere flere slagtesvin, som Venstre foreslår forud for de kommende forhandlinger om en vækstpakke, vil det give mindst 2000 nye arbejdspladser.
Det vurderer Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF, søndag formiddag på et pressemøde under Folkemødet på Bornholm.
Det var Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der tidligere søndag præsenterede sit nye krav til de kommende forhandlinger. Forslaget er lavet i tæt samspil mellem erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer samt NNF.
- Jeg står her i dag, fordi jeg er temmelig optaget af, det der stadig er beskæftigelse i fødevarebranchen. Og en af måderne at gøre det på er at hæve antallet af dyreenheder pr. hektar fra 1,4 til 1,7.
- Hvis det fuldt ud implementeres så hurtigt som muligt, vil det som minimum give 2000 nye arbejdspladser i slagterisektoren, siger Ole Wehlast.
Landbrug og Fødevarer vurderer, at der årligt kan produceres cirka en million slagtesvin mere, hvis forslaget gennemføres. I Danmark bliver der slagtet cirka 20 millioner svin om året. Dog opdrættes der langt flere smågrise, men de eksporteres til Tyskland.
Søren Gade, direktør i Landbrug og Fødevarer, forventer, at man forholdsvis hurtigt kan skalere antallet af slagtesvin op, hvis forslaget bliver gennemført.
- Nogle landmænd vil kunne gøre det i løbet af et års tid, hvis staldene er der. Andre steder skal der bygges nyt, og så tager det naturligvis længere tid, siger Søren Gade.
Forslaget om flere slagtesvin pr. hektar vil give en større miljøbelastning, erkender Gade. Men ikke særligt meget, fordi der skal bruges mindre købt gødning, pointerer han.
- Der vil komme en marginal ekstra belastning fra fosfor. Men det vil der blive taget hånd om, når vi får den målrettede regulering, som Folketinget er enig om skal ske. Det vil man forhåbentlig allerede starte på i 2016, siger Gade.
Han understreger, at fosforbelastningen havde været større, hvis forslaget også omhandlede smågrise og søer, men da det kun er slagtesvin, vil det kun give en marginal ændring.
- Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke vil have lempeligere regler end andre lande men kun bringe de danske regler i overensstemmelse med reglerne i andre lande, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker