FAKTA: Danmark får 4,5 millioner doser coronavaccine i september

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm ses her på fredagens pressemøde, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortalte, at Danmark i september får leveret 4,5 millioner doser coronavaccine. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Vaccineprogrammet går i gang 1. oktober for flere grupper, men nogle kan dog blive vaccineret tidligere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afholdt fredag pressemøde, hvor han sammen med repræsentanter fra sundhedsmyndighederne gav en status på covid-19-vacciner og en vaccinationsplan for den kommende tid.

Her kommer udpluk fra pressemødet:

* Danmark får i september leveret i alt 4,5 millioner doser covid-19-vaccine. Der er tale om variantopdaterede coronavacciner fra Pfizer/BioNTech og Moderna. De første 1,2 millioner doser bliver leveret i næste uge, uge 36. Ugen efter følger yderligere 1,4 millioner doser.

* Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle personer på 50 år og derover får en booster-vaccination mod covid-19.

* Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide, personale på sundheds- og ældreområdet og udvalgte dele af socialområdet, som har tæt kontakt til borgere og patienter i øget risiko, samt pårørende til personer i særlig øget risiko, bliver booster-vaccineret mod covid-19.

* Udvalgte personer under 50 år, som har særlig risiko for at få et alvorligt forløb af covid-19, kan også få en booster-vaccination. Det sker ud fra en individuel vurdering.

* Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle på 65 år og derover får en vaccine mod influenza. Det samme gælder mennesker med visse kroniske sygdomme, børn mellem to og seks år, gravide i andet og tredje trimester og personale på sundheds- og ældreområdet samt udvalgte dele af socialområdet.

* Vaccinationsprogrammet for både covid-19 og influenza går i gang 1. oktober. Allerede fra 15. september vil det dog være muligt for plejehjemsbeboere og borgere, der er 85 år eller derover, at få tilbud om at blive vaccineret.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/