FAKTA: Derfor strides de om Lissabon-traktaten
Onsdag middag afsiger Højesteret dom i sagen om, hvorvidt regeringen brød grundloven, da Danmark tiltrådte Lissabon-traktaten.
Lissabon-traktaten trådte i kraft 1. december 2009 i de 27 EU-medlemslande.
Traktatens formål var især at lette beslutningsprocesserne i EU. Det skete blandt andet ved, at EU-lovgivning som udgangspunkt nu vedtages med flertalsafgørelser og ikke i enstemmighed som tidligere, hvor alle lande skulle være enige.
* I 2008 rejste en gruppe danskere en sag mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K).
* Sagsøgerne stævnede de to for at underskrive EU's Lissabon-traktat i december 2007 i strid med grundloven ved ikke at lade danskerne stemme om traktaten ved en folkeafstemning. Folketinget ratificerede endeligt traktaten i 2008.
* I første omgang afviste Østre Landsret dog sagen, men 11. januar 2012 fastslog Højesteret, at sagen kunne afgøres ved domstolene.
* De 34 sagsøgere påstår, at Danmark med sin tiltrædelse afgav suverænitet - selvbestemmelse - til EU på en lang række områder.
* Ifølge grundlovens paragraf 20 kan det kun ske, hvis fem sjettedele af Folketinget stemmer for. Sker det ikke, skal danskerne høres ved en folkeafstemning.
* Regeringen behandlede i stedet spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse efter grundlovens paragraf 19, hvor regeringen fører udenrigspolitik gennem Folketinget og ikke skal spørge danskerne om lov.
* Sagen er en parallel til Maastricht-dommen, hvor 11 højesteretsdommere i 1998 enstemmigt frifandt statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for grundlovsbrud.
* Sidste år afgjorde Østre Landsret, at Danmark ikke overdrog beføjelser til EU, og at det derfor ikke var i strid med grundloven, da Folketinget i 2008 banede vej for Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde