FAKTA: Det betyder en politisk næse

Regeringen giver egne ministre næser i Minksagen. En næse betyder kritik af en politikers handlinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) får en såkaldt næse for deres roller i Minksagen.

Bag beslutningen står et flertal bestående af regeringen og dens støttepartier.

Næsen er et udtryk for kritik, men den har ikke nogen praktiske konsekvenser.

Uddelingen af næserne kommer i kølvandet på en beretning fra Minkkommissionen, der blev offentliggjort i sidste uge.

Bliv klogere på en politisk næse her:

* En næse er den populære betegnelse for en kritik af en politikers handlinger.

* En politiker, en embedsmand eller en myndighed kan for eksempel få en næse for at begå fejl i sagsbehandlinger eller for at tage beslutninger mod bedre vidende.

* Statsrevisorerne kan også give næser til ministre, ministerier, styrelser og tilsyn på baggrund af rapporter fra Rigsrevisionen.

* Næser får sjældent parlamentariske eller andre politiske konsekvenser. Derimod kan et flertal i Folketinget tvinge en minister til at gå af ved at udtrykke et mistillidsvotum.

* Rekordholderen af næser er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der blev tildelt 80 næser. Størstedelen på grund af fodnotepolitikken, hvor et flertal i Folketinget pålagde ham at tage forbehold i Nato-samarbejdet. Det brød han sig ikke om, så han kaldte det "hædersnæser".

* Betegnelsen "en næse" kommer formentlig af det gamle ord "nesæ", der betød skam eller vanære.

Kilder: Kaare R. Skou, Dansk Politik A-Å.

/ritzau/