FAKTA: Det ved vi om finansloven for næste år

Ifølge finansministeren er der lagt vægt på en finanslov, der får en konkret effekt på danskernes hverdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forældre med indlagte nyfødte børn får bedre barselsvilkår. Det er et af punkterne i den nye finanslov, der også byder på en national skolemadsordning og en styrket demensindsats.

Finansloven for næste år blev præsenteret på et pressemøde fredag formiddag i Finansministeriet.

Aftalen er indgået mellem Regeringen, SF og Radikale Venstre, og ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) er der lagt vægt på at lave en finanslov, der får en konkret og positiv effekt på danskernes hverdag.

Her følger nogle nedslagspunkter i den nye finanslov:

* A-fagtilskud til stx og htx. Der afsættes årligt 144,3 millioner kroner i perioden 2025-2028. Det kommer til at gælde for fagene fysik, kemi, bioteknologi, biologi, geovidenskab og musik.

* Gymnasiale institutioner med mere end 700 elever kommer til at modtage 7,5 procent mindre i tilskud for elev nummer 701 og opefter.

* Udvidelse af det kompenserede særtilskud med 3,8 millioner kroner årligt i perioden 2025-2028. Der afsættes midler til at udvide særtilskuddet i justeringer af taxameter- og tilskudssystemet, så erhvervsskoler i provinskommuner også bliver berettiget til det kompenserede særtilskud.

* Videreførelse af studieretningstilskud på 6,7 millioner kroner årligt i perioden 2025-2028. Det betyder, at studieretningstilskuddet for græsk-latin og musikalsk grundkursus videreføres i justeringerne af taxameter- og tilskudsordningen.

* National forsøgsordning for skolemad i grundskolen. Ordningen indføres fra skoleåret 2025/2026, og i 2025 afsættes der 104 millioner kroner til initiativet. Fra 2026 til 2028 afsættes der 250 millioner kroner årligt.

* Styrket adgang til psykologbehandling med 30 millioner kroner årligt fra 2025. Pengene skal bruges til at afskaffe egenbetaling til psykologhjælp for ofre for vold, voldtægt og røveri. Dertil prioriteres der midler til nedbringelse af ventetiden.

* Bedre barselsvilkår til forældre med indlagte nyfødte børn. Der afsættes 5 millioner kroner i 2025 og 20,9 millioner kroner årligt fra 2026.

* Udvidet ret til dagpenge under sorgorlov for forældre, der mister et barn. Der udvides med 0,9 millioner kroner i 2025 og 1,6 millioner årligt fra 2026.

* Grønt håndværkerfradrag og udvidelse af servicefradraget med 400 millioner kroner årligt fra 2025 og frem. Beløbsgrænse for det grønne håndværkerfradrag bliver 8600 kroner, og beløbsgrænsen for servicefradraget udvides til 17.500 kroner.

* Styrket demensindsats i form af 15 millioner kroner i 2025 og 20 millioner kroner i 2026. Pengene skal gå til at styrke den regionale demensudredning for blandt andet at nedbringe ventetiden.

Kilder: Børne- og Undervisningsministeriet, Finansministeriet.

/ritzau/