FAKTA: Det ved vi om regeringens folkeudspil

Tirsdag var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (th.) med regeringstoppen på skolebesøg i København. Onsdag præsenterer han regeringens folkeskoleudspil på en skole i Greve. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye præsenterer onsdag regeringens folkeudspil på skole i Greve.

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde fokus på folkeskolen i sin tale ved Folketingets åbning i sidste uge, og onsdag klokken 09 præsenterer regeringen sit folkeudspil.

Det gør børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på Mosedeskolen i Greve.

Regeringens udspil indeholder op mod 40 tiltag. Allerede inden præsentationen er der sluppet en række elementer ud.

Se nogle af dem her:

* 9 ud af 10 bindende og vejledende mål skal væk, så lærerne får mere frihed. Det svarer til mere end 3800 mål, sagde statsministeren i sin åbningstale.

* En folkeskoleelev skal over ti skoleår gå cirka 200 timer mindre i skole. Der skal i stedet være flere timer med to undervisere.

* Kravet om et minimum antal timer i fagene i folkeskolen skal væk. Minimumkravet vil dog stadig gælde for dansk- og matematiktimerne.

* Kravet om, at 95 procent af undervisningen skal gennemføres af en lærer, der er uddannet i det pågældende fag, skal fjernes.

* Kravet om 45 minutters bevægelse om dagen skal fjernes.

* Der skal være mulighed for en "juniormesterlæreordning" for elever i 8. og 9. klasse. Så de ældste elever kan komme i mesterlære hos en virksomhed eller på teknisk skole to dage om ugen.

* Der skal afsættes 2,6 milliarder kroner til faglokaler, som skolerne kan bruge på at renovere og forbedre eller bygge helt nye lokaler inden for eksempelvis håndværks- og naturfag.

Kilder: Ritzau, Berlingske, Politiken, TV 2, Børsen og folkeskolen.dk.

/ritzau/