FAKTA: Fem partier er sikret en plads på stemmesedlerne i Grønland
Múte B. Egede er formand for det største parti i Grønlands parlament, Inuit Ataqatigiit (IA). Han er samtidig landets regeringschef. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forud for valget i Grønland er fem partier repræsenteret i parlamentet. Læs om partierne her.
Borgerne i Grønland skal 11. marts vælge medlemmer til Inatsisartut, der er landets parlament. Inden valget er fem partier repræsenteret i parlamentet, og de er alle sikret en plads på stemmesedlerne.
Andre partier kan stille op, hvis de senest fem uger før valget har indsamlet vælgerunderskrifter, der svarer til 1/31 af de gyldige stemmer, der blev afgivet ved det seneste valg til parlamentet.
Her kan du læse om de partier, der allerede er repræsenteret i parlamentet:
* Inuit Ataqatigiit (IA):
Har 11 mandater i parlamentet forud for valget.
Etableret som parti i 1978. Grundholdningen er socialistisk, og partiet udgør den yderste venstrefløj i grønlandsk politik.
Partiet "arbejder for et økonomisk og politisk selvstændigt Grønland, der ledes ud fra principperne om bæredygtighed", som der står i dets principprogram.
Formanden er Múte B. Egede, som er den nuværende regeringschef.
* Siumut:
Har ti medlemmer af parlamentet.
Stiftet i 1977 og funderet i socialdemokratisk tankegang. Har domineret grønlandsk politik siden hjemmestyrets indførelse i 1979.
Frem til 2009 sad Siumut på posten som regeringschef uafbrudt i 30 år.
Formanden er Erik Jensen.
* Naleraq:
Har fem medlemmer af parlamentet.
Stiftet i 2014 af tidligere regeringschef Hans Enoksen, efter at han forlod Siumut. I dag er Pele Broberg formand for partiet.
Naleraq arbejder blandt andet for liberalisering af erhvervslivet på fiskeres og fangeres præmisser og for en hurtig grønlandsk selvstændighed.
* Demokraterne:
Har tre medlemmer af parlamentet.
Socialliberalt parti stiftet i 2002. Går ind for grønlandsk selvstændighed, en slankere offentlig sektor og billigere levevilkår.
Lægger vægt på, at erhvervslivet skal have frie rammer med fri markedsøkonomi og fri konkurrence.
Formanden er Jens-Frederik Nielsen.
* Atassut:
Har to medlemmer af parlamentet.
Borgerligt parti med liberalistisk grundholdning stiftet i 1978 blandt andet for at "modarbejde løsrivelse fra det danske rige". Går ind for, at Grønland forbliver en del af rigsfællesskabet indtil videre.
Formanden er Aqqalu C. Jerimiassen.
Kilder: ia.gl, siumut.gl, naleraq.gl, demokraatit.gl, atassut.gl, ina.gl.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker