FAKTA: Fogde og Studsgaard hjemsendes - Bertelsen og Legarth slipper
Statsminister Mette Frederiksen (S) tildeler sin departementschef, Barbara Bertelsen (t.v.) en advarsel for Bertelsens rolle i minksagen. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Mens Thorkild Fogde og Henrik Studsgaard fritages fra tjeneste, slipper Barbara Bertelsen med en advarsel.
Ti embedsmænd fra ministerier, styrelse og Rigspolitiet har ifølge Minkkommissionen begået tjenesteforseelser og kan ifølge kommissionen drages til ansvar.
Det konkluderede Minkkommissionen i juni.
Onsdag kom Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med sin rådgivning og indstilling, der vedrører de højst profilerede embedsfolk i tre ministerier.
Her er, hvilke konsekvenser sagen får på baggrund af indstillingen fra styrelsen:
* Barbara Bertelsen, Statsministeriets departementschef:
Statsminister Mette Frederiksen (S) har onsdag tildelt Barbara Bertelsen en advarsel i sagen.
Det er den mildeste sanktion, som en embedsmand kan tildeles ved en tjenesteforseelse.
* Johan Legarth, Justitsministeriets departementschef:
Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har onsdag givet Johan Legarth en irettesættelse.
Ifølge Minkkommissionen begik Johan Legarth tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar. Der nævnes sandhedspligten og legalitetsprincippet.
* Henrik Studsgaard, Miljøministeriets departementschef:
Miljøminister Lea Wermelin (S) har onsdag fritaget departementschef i Miljøministeriet Henrik Studsgaard fra tjeneste for hans rolle i minksagen.
Henrik Studsgaard fortalte under afhøringer i Minkkommissionen, at det ikke var "top of mind" hos ham at drøfte, hvor hjemlen for aflivningen af alle mink skulle findes, da beslutningen om at aflive alle mink blev taget i regeringens koordinationsudvalg på et møde 3. november 2020.
* Thorkild Fogde, rigspolitichef:
Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har onsdag fritaget Thorkild Fogde fra tjeneste, og han bliver indkaldt til tjenstligt forhør.
Der bliver indledt en disciplinærsag mod ham i forlængelse af håndteringen af minksagen.
Mens sagen mod Thorkild Fogde kører, er politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lene Frank konstitueret rigspolitichef.
* Øvrige embedsmænd:
Fødevareministeriet har onsdag meddelt, at ingen af disse tre medarbejdere bliver hjemsendt:
* Afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Tejs Binderup.
* Kontorchef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Paolo Drostby.
* Daværende veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen.
- Af hensyn til de berørte har ministeriet på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at udtale sig nærmere om den konkrete personalemæssige opfølgning, skriver Fødevareministeriet i en mail til Ritzau.
Yderligere tre embedsmænd blev kritiseret kraftigt i minksagen. Det er:
* Afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen.
* Politiinspektør Uffe Stormly.
* Politiassessor Birgitte Buch.
Konsekvenserne for de tre er endnu ikke kendte.
Kilder: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker