FAKTA: Halv milliard årligt skal sikre løft af psykiatrien

Der var trængsel omkring bordet, da et stort flertal i Folketinget tirsdag præsenterede en ny aftale om psykiatrien. Kun Moderaterne er ikke med i aftalen, der skal give det første løft til området, der har været forsømt i årevis. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er blandt andet sat penge af til at ansætte 100 personer i den pressede psykiatri i ny politisk aftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag indgået en politisk aftale, der skaber en ramme for en tiårsplan for psykiatrien. I aftalen indgår en halv milliard kroner årligt til arbejdet i psykiatrien.

I det første år er der følgende fem prioriterede indsatser, som er kommet på baggrund af faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen. Her følger udpluk af indsatserne:

* Børn og unge skal udredes hurtigere:

Der skal opbygges let tilgængelige tilbud af høj kvalitet i kommunerne for børn og unge, der er kommet i psykisk mistrivsel. Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, patient- og pårørendeorganisationer og faglige selskaber er blandt dem, der skal bidrage til at sætte rammerne.

Tilbuddene skal sikre nemmere adgang til udredning og lettere adgang til behandlingstilbud for børn og unge.

Samtidig skal der være fokus på at styrke forebyggelse, så mistrivsel og psykiske lidelser hos børn og unge hurtigere opdages. Lærere skal lettere kunne genkende og have forståelse for tidlige symptomer på psykiske lidelser.

* Mennesker med svær psykisk lidelse skal hjælpes:

Der skal laves en styrket indsats for mennesker med svære psykiske lidelser og en her-og- nu kapacitetspakke til den regionale psykiatri.

Der skal laves ens retningslinjer for udredning, behandling og rehabilitering af børn, unge og voksne med svære psykiske lidelser.

Kapacitetspakken, som der bliver afsat 77,2 millioner kroner til i 2023, skal bruges til at undgå en stigning i ventetider og sørge for, at udredningsrettighederne bliver overholdt. Pakken skal give mulighed for at ansætte 100 årsværk med patientrettede funktioner.

Der skal desuden laves bedre overgange for borgere på botilbud, der bliver udskrevet fra behandlingspsykiatrien. Det skal ske ved såkaldte botilbudsteams, der følger borgeren ved og under indlæggelsen og ved udskrivningen.

Der skal laves øget kompetenceudvikling i socialpsykiatrien, og indsatsen for pårørende til mennesker med psykiske lidelser skal øges.

Sundhedsstyrelsen skal lave et fagligt oplæg til en national handlingsplan, der skal forebygge selvmord, og unge med psykiske lidelser, der er i kontanthjælpssystemet, skal hjælpes videre i uddannelse eller job.

* Psykiske lidelser skal afstigmatiseres:

Der skal laves en langsigtet handlingsplan, der skal medvirke til at afstigmatisere psykiske lidelser. Til det formål bliver der oprettet et videnscenter i Sundhedsstyrelsen.

* Tværfaglige miljøer skal styrkes:

Der skal oprettes kvalitetsgrupper på psykiatriområdet, som skal bidrage til en langsigtet faglig udvikling og kvalitetsforbedring i den samlede indsats for mennesker med psykiske lidelser. Det skal ske på tværs af praksissektoren, kommunerne og på sygehusene.

* Bedre rammer for forskning:

Der skal være bedre muligheder for at lave forskning i, hvordan man kan forebygge og behandle psykiske lidelser. Derfor skal der prioriteres 100 millioner kroner til målrettet forskning i forhandlingerne om forskningsreserven for næste år.

Kilde: Sundhedsministeriet.

/ritzau/