FAKTA: Her er kriterierne for et forebyggelsesområde

Børn i forebyggelsesområder skal automatisk skrives op i daginstitution, hvis det står til regeringen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil foreslår, at flere børn fremover skrives automatisk op i daginstitution.

Som følge af parallelsamfundsaftalen bliver småbørn i landets 12 parallelsamfund allerede i dag skrevet automatisk op.

Aftalen blev indgået i 2018 af den daværende borgerlige regering sammen med S, SF og DF. Den trådte i kraft 1. juli 2019.

Parallelsamfund blev indtil 2021 betegnet som ghettoområder.

Rosenkrantz-Theil ønsker at udvide aftalen, så den også gælder for landets 62 såkaldte forebyggelsesområder.

Her kan du læse, hvilke kriterier et alment boligområde skal leve op til, før det betegnes som et forebyggelsesområde.

* Boligområdet har mindst 1000 beboere.

* Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 30 procent.

* Derudover skal mindst to af følgende fire kriterier være opfyldt:

* 1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 procent.

* 2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst to gange landsgennemsnittet.

* 3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

* 4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilder: Indenrigs- og boligministeriet.

/ritzau/