FAKTA: Her er Liberal Alliances nye udspil

Liberal Alliance vil give skattelettelser til lønmodtagerne og fjerne afgiftsbyrder fra familier.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Skattelettelserne kommer ved en fordobling af bundfradraget til 84.000 kroner. Dermed bliver de første 7.000 kroner om måneden skattefri.

* Fradraget skal kun gælder arbejdsindkomster. Overførselsindkomster som folkepension, SU og kontanthjælp er dermed ikke inkluderet.

* Liberal Alliances egne udregninger viser, at det vil give en lettelse på knap 1700 kroner om måneden.

* Dermed vil partiet øge incitamentet til at få et job - partiet estimerer, at det vil flytte cirka 10.000 personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse.

* Pakken vil koste cirka 42 milliarder kroner. LA vil hente 53 milliarder kroner ved at effektivisere den offentlige sektor med 10 procent frem til 2020.

* Partiet vil ikke foreslå, hvor pengene skal komme fra. Blandt andet kommunerne skal selv finde pengene ud fra rammebetingelser på 1,5 procent i besparelse om året.

* De resterende 11 milliarder skal gå til øgede udgifter til den demografiske udvikling med en aldrende befolkning i de kommende år.

* Effektiviseringspotentialet har partiet taget fra Produktivitetskommissionens rapporter. Rapporterne er ifølge kommissionen selv behæftet med usikkerhed, da de er baseret på ukomplette datagrundlag.

* Familiepakken indeholder på boligområdet en fastfrysning af grundskylden på 2013-niveau, afskaffelse af særskatten på familieboliger samt afskaffelse af boafgiften.

* Derudover indeholder den en afskaffelse af registreringsafgiften på biler, mulighed for overførsel af bundfradrag for topskat mellem ægtefæller og registrerede partnere.

* Til sidst vil partiet ændre strukturen i børnechecken, så forældrene får ret til at benytte børnenes bundfradrag.

* Det kommer ifølge LA's udregninger til at koste 37,3 milliarder.

* Partiet vil gennemføre nulvækst i den offentlige sektor i kontrast til regeringens plan om offentlig vækst på 0,6 procent. Det vil skaffe 22 milliarder.

* Derudover skal efterlønnen afskaffes og pensionsalderen hæves til 68 år. Det skal skaffe 16 milliarder kroner.

/ritzau/