FAKTA: Inflationshjælp til ældre og milliarder i grøn fond

Finansminister Nicolai Wammen (S) stod i spidsen for fredagens præsentation. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

5000 kroner til de ældre, sænkelse af elafgift og over 50 milliarder kroner er bredt flertal blevet enige om.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ældrecheck på 5000 kroner til pensionister, en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget og en lempelse af elafgiften.

Det er regeringen, Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten og De Konservative blevet enige om i en aftale, der er præsenteret fredag.

Aftalepartierne er ligeledes enige om en ny grøn fond på 53,5 milliarder kroner. Pengene skal ifølge aftalen sætte mere fart i den grønne omstilling i perioden 2024-2040.

Læs mere om dele af aftalen her:

* Udbetaling af skattefrie engangsbeløb på 2500 kroner i både 2022 og 2023.

Udbetales til de cirka 290.000 folkepensionister, der er berettiget til og får udbetalt ældrechecken for 2022. Altså et samlet engangsbeløb på 5000 kroner. Beløbet modregnes ikke i borgernes ydelse.

* Midlertidig lempelse af elafgiften i fjerde kvartal 2022. Afgiften lempes med fire øre pr kilowatt-time i de sidste tre måneder af 2022, mens den lempes med 4,3 øre i 2023.

* Udbetaling af skattefrit engangsbeløb på 2000 kroner til en række ydelsesmodtagere, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Beløbet forventes at kunne udbetales i januar 2023. Modtagergruppen er personer, som i marts 2022 modtog enten førtidspension, seniorpension, efterløn, fleksydelse eller tidlig pension.

* Aftalepartierne vil søge opbakning til en fremrykning af forhøjelsen af SU-fribeløbet med 4000 kroner om måneden fra 1. januar 2023 til i stedet at gælde fra 1. januar 2022 med tilbagevirkende kraft.

Dette skal vendes med partierne bag SU-forligskredsen (regeringen, V, SF, R, K, DF og LA).

* En grøn fond på 53,5 milliarder kroner skal blandt andet bruges til at investere i skovrejsning, udbygning af havvind og nye grønne teknologier.

* Udbetaling af skattefrit engangsbeløb på 2000 kroner i 2022 til SU-modtagere, der modtager SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørger.

Modtagergruppen er uddannelsessøgende, der i marts 2022 modtog enten SU-handicaptillæg eller enlig forsørgertillæg.

Kilde: Finansministeriet.

/ritzau/